Mathias Kvistgaarden får mulighed for at vise sig frem i rødt og hvidt i to testkampe i juni.

Brøndby-angriber bliver udtaget til mulig landsholdsdebut

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den 23-årige angriber Mathias Kvistgaarden har spillet en stor sæson i Brøndby, og det bliver han nu belønnet for.

Mandag blev han nemlig udtaget til det danske landshold for første gang i sin karriere.

Dermed kan han få debut i rødt og hvidt, når Brian Riemers tropper spiller testkampe mod Nordirland og Litauen i juni.

»Det kunne godt have været før. Det er mest skader, der har gjort, at han har fået nogle afbræk, hvor en spiller som Conrad Harder samtidig gjorde det godt«.

»Conrad har nærmest ikke spillet i det seneste stykke tid, så det var naturligt for mig at lade ham gå med U21-holdet denne gang. Nu var det Kvistgaarden, der ramte et godt flow frem mod udtagelsen«, siger landstræneren.

Kvistgaarden skal kæmpe om spilletid i det danske angreb med spillere som Kasper Dolberg, Mika Biereth og Rasmus Højlund.

»I næsten alle de kampe, jeg har set Kvistgaarden, har han været en pinsel for modstanderne. Han får rigtigt meget ud af lidt«.

»Han er en type, der tror på selv det mest umulige. Han er villig til at løbe med og uden bold. Jeg glæder mig til at se ham i lejren«, siger Brian Riemer.

I løbet af sæsonen har Mathias Kvistgaarden scoret 17 mål i 29 superligakampe for Brøndby og står på tærsklen til et udlandsskifte.

»Jeg er sindssygt stolt over at være udtaget til A-landsholdet. Det er kæmpestort for mig, og det er noget, jeg ikke havde troet ville ske i min tid her«.

»Det er virkelig stort for mig, at jeg får muligheden for at repræsentere det danske A-landshold«, siger Kvistgaarden til Brøndbys hjemmeside.

I landsholdstruppen får han selskab af andre unge superligakometer. FC Nordsjællands Lucas Høgsberg og FC Københavns Victor Froholdt skal ligesom ved den seneste landsholdssamling med i landsholdslejren.

Victor Froholdt fik debut mod Portugal i Nations League, mens Lucas Høgsberg endnu har sin debut til gode. Det samme gør sig gældende for Ajax-spilleren Anton Gaaei og Chelsea-keeperen Filip Jørgensen.

Derudover har Brian Riemer holdt fast i sin stamme af erfarne spillere. Blandt andre er Kasper Schmeichel, Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg udtaget.

Den samlede trup til kampene 7. juni og 10. juni ser således ud:

Målmænd: Kasper Schmeichel, Filip Jørgensen, Oliver Christensen.

Forsvarsspillere: Joachim Andersen, Jannik Vestergaard, Lucas Høgsberg, Joakim Mæhle, Rasmus Nissen Kristensen, Patrick Dorgu, Anton Gaaei.

Midtbanespillere: Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand, Christian Nørgaard, Victor Froholdt, Matt O’Riley, Mikkel Damsgaard.

Angribere: Rasmus Højlund, Mika Biereth, Gustav Isaksen, Anders Dreyer, Mathias Kvistgaarden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her