Både landstræner Brian Riemer og Christian Eriksen selv havde forventet, at landsholdsstjernen havde fundet en ny klub på nuværende tidspunkt.

Klubløs Christian Eriksen udelades fra vigtige VM-kvalifikationskampe

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Christian Eriksen klubløs, og derfor er han ikke en del af Brian Riemers landsholdstrup til VM-kvalifikationskampene mod Skotland og Grækenland. Det står klart mandag eftermiddag, hvor landstræneren har peget på de spillere, der skal repræsentere Danmark i de vigtige kampe i september.

Christian Eriksen er det største danske fodboldnavn gennem mere end et årti og er normalt selvskrevet til en landsholdsplads, selv hvis han for eksempel ikke spiller fast i sin klub. Men efter afskeden med Manchester United har Christian Eriksen slet ikke en klub at spille i, og derfor har landstræneren valgt at se bort fra fynboen.

»Faktum er også, at situationen er endt på et niveau, hvor vi er løbet tør for tid. Det betyder, at Christian hen over de seneste to måneder ikke har haft en klub at træne i, og det har han stadig ikke. Det betyder, at det mest fundamentale for fodboldspillere, som er træningen og kampene, ikke er blevet opfyldt i dette tilfælde. Og det gør, at vurderingen fra trænerteamet har været, at vi må se bort fra Christian«, siger Riemer.

Han kalder beslutningen om at droppe Eriksen sin måske vanskeligste i trænerkarrieren.

»Det er tæt på at være det største dilemma, jeg har haft som træner. Det er svært at sætte en spiller af, fordi man ikke synes, at han er god nok. Men denne beslutning går mod min vilje. Hvis jeg kunne vælge, havde han haft en klub, og så ville han blive udtaget, som han har været vant til, siden han var 18 år. Jeg har trukket beslutningen i så lang tid, som jeg overhovedet kunne«, siger Riemer.

Brian Riemer fortalte i slutningen af juli, at han havde svært ved at forestille sig, at man kunne »spille på landsholdet i september, hvis man ikke har en fodboldklub«, og de ord lever han altså op til.

Mange overvejelser

Det er dog kommet bag på Brian Riemer, at han er havnet i en situation, hvor han har måttet vælge stjernespilleren Christian Eriksen fra, siger Riemer efter mandagens udtagelse af en landsholdstrup på 23 spillere.

»Vi har hele tiden diskuteret, om han skulle udtages. Vi vidste, at tiden ikke arbejdede for ham. Jeg kan også sige, at Christian forstår, hvad situationen er, han kan også godt se udfordringen«, fortæller Brian Riemer, der løbende har været i dialog med Eriksen..

»Christian havde ikke forventet, at det ville trække så meget ud, så vi er kommet hertil, men det har det gjort. Nu handler det om for Christian at finde et sted at spille. Det handler om at komme tilbage i holdtræning og komme ud og spille kamp, for han er stadigvæk en stor del af det her landshold – bare ikke ved den næste samling«, siger landstræneren.

Han ved, at fynboen har mange overvejelser om, hvilken klub han skal skifte til:

»Situationen er den, at Christian arbejder med sit bagland og sin familie om at finde det rigtige for ham. Et klubskifte på det her tidspunkt af karrieren skal han vægte højere end at tage en forhastet beslutning for at opnå en hurtig lille succes. Han skal træffe den rigtige beslutning på både den korte og lange bane, og det vil komme Danmark til gode«.

Utrecht-spiller kan få debut

Til gengæld hev Brian Riemer lidt af en kanin op af hatten ved udtagelsen i Brøndby mandag eftermiddag. Den 25-årige offensivspiller Victor Jensen, der som ung spillede i FCK, men siden har været forbi Ajax med udlån til FC Nordsjælland, har fået en forrygende sæsonstart i hollandske FC Utrecht, hvor han har scoret otte mål i otte kampe, og det har fået landstræneren til at udtage ham til de vigtige landskampe. Det er første gang, at Victor Jensen får mulighed for at komme på banen i en A-landskamp. Han har tidligere repræsenteret Danmark på flere forskellige ungdomslandshold.

I forsvaret er der gode nyheder. Andreas Christensen er tilbage på landsholdet for første gang siden EM-slutrunden for over et år siden, efter at Barcelona-stopperen fik spoleret næsten hele sidste sæson på grund af skader.

Bemærkelsesværdigt er det desuden, at Gustav Isaksen ikke er med i truppen. Han var i foråret en evig trussel for Danmarks modstandere, men blev tidligere på sommeren ramt af kyssesyge, hvilket har holdt ham ude af Lazios sæsonstart. Riemer fortæller, at Isaksen ikke er til rådighed for landsholdet denne gang. Det samme er tilfældet med Christian Nørgaard, der døjer med en skade og endnu ikke har fået sin officielle debut for Arsenal.

Danmark møder Skotland i Parken 5. september, mens Grækenland venter på udebane 8. september.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her