For fjerde gang i denne sæson forspildte Liverpool en 2-0-føring. Og for tredje gang lykkedes det alligevel den engelske mesterklub at vinde efter en sen scoring.
Virgil van Dijk blev redningsmanden, da Atlético Madrid blev besejret 3-2 på Anfield i første Champions League-runde.
På den måde gentog Liverpool kunststykket fra Premier League-opgørene mod Bournemouth og Newcastle. Van Dijk steg to minutter inde i overtiden til vejrs og headede bolden i nettet efter hjørnespark. Kun i Community Shield-kampen tabte Liverpool til Crystal Palace, der vendte 0-2 til 2-2 og vandt efter straffesparkskonkurrence.
Efter sejrsmålet gik publikum amok. Det samme gjorde Atlético-træner Diego Simeone, der blev så rasende, at dommeren smed ham i omklædningsrummet.
Det var femte gang i sæsonen, at Liverpool sikrede sig en sejr på et mål i de døende minutter.
To hurtige mål
Alt tegnede ellers til en sikker og udramatisk Liverpool-sejr, da holdet scorede to gange i de første seks minutter. Begge mål bar Mohamed Salahs stempel. Først styrede Andy Robertson lidt tilfældigt bolden i mål efter egypterens frisparksforsøg. Kort efter fordoblede Salah selv føringen med en af sine velkendte scoringer, hvor han trak ind fra højre side og udplacerede Jan Oblak i Atlético-målet.
Overblik
Aftenens CL-resultater
- Slavia Prag-Bodø/Glimt 2-2
- Ajax-Inter 0-2
- Bayern München-Chelsea 3-1
- Paris Saint-Germain-Atalanta 4-0
- Olympiakos-FC Pafos 0-0
- Liverpool-Atlético Madrid 3-2
Det lignede fundamentet til en sikker sejr, men Liverpool har i begyndelsen af denne sæson efterlevet klicheen om, at 2-0 er den farligste føring. Derfor var det næppe et chok for publikum på Anfield, da spanierne fik reduceret umiddelbart før pausen. Giacomo Raspadori spillede bolden på tværs til Marcos Llorente, der tåhylede den i nettet.
Alexander Isak var med fra start og optrådte for første gang i Liverpool-trøjen efter sit langtrukne sommerskifte fra Newcastle. Den dyrt indkøbte angriber faldt fornuftigt ind i spillet og havde et enkelt kvalificeret skudforsøg, inden han blev erstattet af Hugo Ekitike efter en lille time.
På det tidspunkt sad Liverpool på kampen, og Salah misbrugte midtvejs i halvlegen en megachance, da han i helt fri position sendte bolden på indersiden af stolpen. En scoring der havde formentlig afgjort kampen.
Nu vejrede Diego Simeones mænd muligheder mod en ikke helt skudsikker defensiv. Otte minutter før tid kom så den ikke helt uventede udligning. Igen var det Marcos Llorente, der stod bag fuldtræfferen. Denne gang med en helflugter fra kanten af straffesparksfeltet, der blev rettet af på vej mod mål. Llorente scorede også to gange, da Atlético Madrid vandt 3-2 på Anfield i ottendedelsfinalen i Champions League i 2020 kort før coronanedlukningen.
Virgil van Dijk sørgede for, at det alligevel ikke rakte til point og gav dermed manager Arne Slot en god gave på hollænderens 47-års fødselsdag.
Ritzau
fortsæt med at læse




























