Han brændte sig ind i danske fodboldhjerter, da han på direkte frispark bragte herrelandsholdet foran mod England på Wembley i EM-semifinalen i sommeren 2021. Lige der tændte han troen på det helt store. Forinden havde han med sin scoring mod Rusland i gruppespillet vist publikummet i Parken sin evne til at gøre det uventede på utroligt lidt plads. Det, som kan afgøre kampe.
Siden fulgte en svær periode for den i dag 25-årige offensive dynamo Mikkel Damsgaard. Skade og sygdom bragte ham så langt ud i tovene, at der opstod tvivl om, hvorvidt han igen kunne nå det højeste niveau.


























