Trods vigende resultater og intern uro kan Liverpool stadig gøre sig gældende på den europæiske scene. Det ellers vaklende engelske mesterhold leverede tirsdag aften en stærk holdindsats og vandt til sidst 1-0 ude over Inter i Champions League efter en tæt, intens og chancefattig kamp. Opgøret blev afgjort på et straffesparksmål i slutfasen. Ungareren Dominik Szoboszlai omsatte forsøget.
Sejren luner i den grad for et skadesplaget Liverpool-hold efter nogle dage, hvor en bemærkelsesværdig sag har taget fokus. Liverpool var uden den egyptiske stjerne Mohamed Salah, der fyldte alt i optakten til Champions League-kampen.
Efter lørdagens bænkplads mod Leeds beklagede Salah sig og følte sig kastet under bussen af cheftræner Arne Slot. Egypteren antydede, at han formentlig snart har spillet sin sidste kamp for Liverpool, som han har repræsenteret 420 gange.
Ifølge Sky Sports var det klubbens ledelse – med opbakning fra Arne Slot – der besluttede at lade Salah blive hjemme fra Champions League-opgøret. Tirsdag formiddag delte han et foto af sig selv helt alene i klubbens styrketræningslokale, imens holdkammeraterne forberedte sig i Italien.
Der var ellers plads nok til ham på den tynde Liverpool-bænk i Milano, hvor der på grund af skader kun var udtaget 8 af 12 tilladte reservespillere – blandt dem var en stribe uprøvede talenter.
De mere navnkundige spillere i startopstillingen ydede en hæderlig indsats mod det stærke italienske hjemmehold. I en første halvleg med få højdepunkter fik Liverpool bolden i nettet efter et hjørnespark, men efter et langt VAR-tjek blev Ibrahima Konatés scoring annulleret, fordi landsmanden Hugo Ekitiké havde hånd på lige inden.
I den anden ende havde Inter et par nærgående forsøg før pausen. Kampen trængte i den grad til et mål, men begge hold viste større evner udi fight end kreativitet. Derfor lignede det en nulløsning, helt frem til Liverpools straffespark i døende minutter. Efter et VAR-tjek kom dommeren frem til, at Florian Wirtz var blevet hevet omkuld i feltet, om end kontakten ikke var voldsom.
Fakta
Aftenens kampe i Champions League
- Kairat-Olympiakos 0-1
- Bayern München-Sporting 3-1
- Atalanta-Chelsea 2-1
- Inter-Liverpool 0-1
- FC Barcelona-Eintracht Frankfurt 2-1
- PSV Eindhoven-Atlético Madrid 2-3
- Union St. Gilloise-Marseille 2-3
- Tottenham-Slavia Prag 3-0
- Monaco-Galatasaray 1-0
Sædvanligvis ville det have været en sag for Mohamed Salah, men i stedet steppede Dominik Szoboszlai op og tog ansvar for at sikre de tre point.
Før ligafasens sidste to spillerunder kæmper begge klubber om at være en del af top-8, der springer første knockoutrunde over. Begge klubber har 12 point.
Teenager afmonterede Sportings kupforsøg
Med to point færre kæmper også FC Barcelona for at nå op i top-8. Den mission så ud til at lide skibbrud tirsdag aften, men med to mål sørgede den franske højreback, Jules Koundé, der kun havde scoret ét mål i sæsonen på tværs af alle turneringer, inden for tre minutter, at holde håbet i live.
I det 50. og 53. minut scorede Koundé med hovedet og vendte dermed 0-1 til 2-1 for Barcelona mod Eintracht Frankfurt. Det blev også slutresultatet.
I toppen gør Bayern München sit for at holde sig til i kampen om førstepladsen i Champions Leagues ligafase. Tirsdag aften tog den tyske storklub en favoritsejr på 3-1 hjemme over portugisiske Sporting CP, selv om gæsterne tog føringen i begyndelsen af anden halvleg. Sporting-anfører Morten Hjulmand og hans holdkammerater kan dog ikke indvende noget mod resultatet efter et ensidigt opgør.
Det 17-årige stjerneskud Lennart Karl førte an i opvisningen med et hav af vellykkede aktioner og et enkelt mål, før han forlod banen til stående ovationer inden det sidste kvarter.
Med sejren avancerer Bayern fra tredje- til andenpladsen og står ligesom topholdet Arsenal, der har en kamp til gode, noteret for 15 point. Sporting har 10 point før de sidste to spillerunder og er stadig på kurs mod avancement til knockoutfasen.
FC København spiller onsdag aften ude mod Villarreal.
ritzau
fortsæt med at læse



























