Danny Blanchflower har en fremtrædende plads i historien om Tottenham Hotspur, ja, han er det, vi i dag med en slidt kliché kalder en legende. Den nordirske midtbanespiller var kaptajn for det mandskab, som i 1961 vandt både det engelske mesterskab og FA-pokalen, og han var i kraft af sin status en mand, der blev lyttet til. Alligevel havde han næppe forestillet sig, at en udtalelse fra starten af 1960’erne skulle blive definerende for London-klubben og stadig have en altafgørende vægt i 2026.
»Spillet handler om ære«, sagde Danny Blanchflower dengang for over 60 år siden, og de ord har siden runget over tribunerne på først klubbens navnkundige hjemmebane White Hart Lane og fra 2019 på det nye storstadion Tottenham Hotspur Stadium.


























