Danmark tabte i Tjekkiet og misser fodbold-VM i USA, Mexico og Canada. Pierre-Emile Højbjerg undskylder.

Landsholdsanfører undskylder for slukket VM-drøm

Lyt til artiklen

Det danske fodboldlandshold går glip af sommerens VM-slutrunde, og det får landsholdsanfører Pierre-Emile Højbjerg til at undskylde på holdets vegne.

Danmark tabte tirsdag aften efter straffesparkskonkurrence til Tjekkiet i en direkte duel om en plads til fodbold-VM i USA, Mexico og Canada.

»Vi er et bedre hold, men det betyder ikke en skid. Vi skal ikke til VM, og vi må bare undskylde. Vi skal kigge os selv i spejlet«.

»Vi havde det i hænderne, men formåede ikke at tage det. Vi må erkende, at vi ikke havde det, der skal til for at komme til VM«, siger Højbjerg til TV 2 efter kampen.

Landsholdets nummer ti, Christian Eriksen, stemmer i:

»Vi må sige undskyld til danskerne, for der er en forventning om, at vi skal med til VM«, siger han til TV 2.

34-årige Eriksen hæfter sig særligt ved, at han ikke får et VM mere med Danmark med fire år til næste verdensmesterskab.

»Jeg kommer ikke til et VM. Det er pisseærgerligt, at vi ikke får den oplevelse«, siger han.

Efter 1-1 i ordinær spilletid og 2-2 efter forlængelse skulle den afgørende VM-dyst afgøres fra pletten i den tjekkiske hovedstad.

Danmark misbrugte tre forsøg, og VM-billetten går derfor til Tjekkiet.

Det er første gang siden EM i 2016, at Danmark misser en slutrunde.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her