Med en stærk præstation og sejr på 2-1 ude over Real Madrid har Bayern München et ben i CL-semifinalen. Overtidsmål skaffer Arsenal sublimt udgangspunkt i langgaber mod Sporting, der var uden Morten Hjulmand.

Bayern München sætter kurs mod CL-semifinale med udesejr over Real Madrid

Foto: Oscar del Pozo/Ritzau Scanpix
Foto: Oscar del Pozo/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Bayern München har været et af de mest stabile og bedst spillende hold i Europa i denne sæson. Og tirsdag tog de tyske mestre et godt skridt mod semifinalen i Champions League. På udebane mod Real Madrid vandt sydtyskerne det første af to kvartfinaleopgør med 2-1 efter en solid præstation. Dermed tager Bayern en etmålsføring med til returkampen i egen hule 15. april.

De to hold har det med at levere underholdende kampe mod hinanden. Det blev også tilfældet. Bayern tiltvang sig hurtigt initiativet, og Real Madrids bagkæde blev flere gange sat under pres. Allerede efter ni minutter burde tyskerne været kommet i front, men på forunderlig vis ramte Dayot Upamecano nærmest ikke bolden lige foran mål.

Real Madrids farlige aktioner kom primært på kontraangreb, hvor Kylian Mbappé fik sendt flere gode afslutninger afsted. 40-årige Manuel Neuer holder imidlertid stadig høj klasse og leverede flere gode redninger.

Real Madrid har udfordringer på backerne, hvor både Trent Alexander-Arnold og Alvaro Carreras kan have problemer defensivt. Og netop det udnyttede Bayern fem minutter før pausen. Alexander-Arnold orienterede sig slet ikke, da Luis Diaz løb i ryggen på ham. Og alene igennem svigtede colombianeren ikke.

15 sekunder efter pausen viste Carreras også mangler. Han smed bolden væk i et opspil, og 10 sekunder senere kunne Harry Kane fra kanten af feltet gøre det til 2-0.

Spillet bølgede frem og tilbage. For den neutrale seer var det stærkt underholdende, og man fornemmede klart, at flere mål var på vej. Det kunne blive i begge ender. Neuer stod igen og igen i vejen for Mbappés afslutninger, som ellers holdt fin kvalitet. I den anden ende sværmede tyskerne om at levere det endelige dødsstød. Et kvarter før tid lykkedes det endelig Mbappé at skubbe bolden over målstregen efter en tværpasning. Og så åbnede kampen helt op.

Chancerne kom i en lind strøm i begge ender, men holdene manglede den sidste skarphed. Især Bayern vil nok ærgre sig over ikke at få en større sejr med. Gæsterne havde adskillige gode kontramuligheder til sidst.

Arsenal fik oprejsning efter pokalexit

Også Arsenal har et godt udgangspunkt før returkampen på hjemmebane. Englænderne tager hjem fra den første kvartfinale på udebane mod Sporting med en sejr på 1-0 og har et fremragende udgangspunkt for at spille sig blandt de sidste fire i turneringen.

Indskiftede Kai Havertz blev matchvinder i kampens overtid, da han udnyttede et fint forarbejde fra Gabriel Martinelli og afgjorde kampen. Det var et sjældent og tiltrængt højdepunkt i en ellers småkedelig forestilling med masser af spil i ufarlige områder og meget få chancer.

Sporting var handikappet af at måtte undvære holdets danske anfører, Morten Hjulmand, der afsonede karantæne efter for mange gule kort. Manglen på den kampivrige midtbanemand blev dog ikke noget stort problem mod et gæstehold, der spillede uden risiko og med langsom boldomgang.

Træner Mikel Artetas mænd var kommet til Lissabon for at spille sikkerhedsfodbold i håb om at tage uafgjort eller en snæver sejr med hjem, og den plan lykkedes til fulde.

For første gang i mere end to måneder havde Arsenal Martin Ødegaard med i startopstillingen, men den norske kreatør fik aldrig for alvor sat sine medspillere i scene, inden han blev byttet ud 20 minutter før tid. I stedet for ham kom Kai Havertz på banen, og det skulle vise sig at være en god indskiftning.

Arsenal står foran nogle særdeles interessante uger, hvor klubben kan vinde det engelske mesterskab for første gang i 22 år og Champions League for første gang nogensinde.

Indtil for få uger siden havde det strømlinede mandskab fra Nordlondon endda chancen for at vinde fire turneringer i denne sæson. Men så tabte man Liga Cup-finalen til Manchester City og røg i den forgangne weekend højst overraskende ud af FA Cuppen mod Southampton fra den næstbedste række.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her