Tilbud: Læs og lyt til Politiken digitalt for 149 kr./md.

FCM blev udfordret i Dublin, men tog en 2-0-sejr over irske Bohemians i Conference League-kvalifikationen.

Franculino og Byskov sikrer FCM stærkt udgangspunkt i Irland

Foto: Inpho Photogragraphy/Ritzau Scanpix
Foto: Inpho Photogragraphy/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

FC Midtjylland trak torsdag aften det længste strå mod Bohemians FC i Irland.

Midtjyderne leverede langtfra en fejlfri præstation, og hjemmeholdet bed godt fra sig.

Kvalitetsforskellen viste sig dog i de afgørende situationer, og FCM kunne rejse hjem med en 2-0-sejr fra første opgør i Conference League-kvalifikationens tredje runde.

Franculino Djú bragte FCM foran i første halvleg, inden Valdemar Byskov lukkede kampen med et flot frisparksmål efter pausen.

Returopgøret spilles torsdag i næste uge i Herning.

I første halvleg satte FCM sig tungt på spillet, men gav samtidig for meget væk til det irske hjemmehold.

Efter godt 20 minutter udnyttede hjemmeholdets Connor Parsons en fejlbedømt situation af Rasmus Nissen Kristensen, og FCM-keeper Elias Olafsson måtte redde sit hold med en vigtig parering.

Det rystede dog ikke gæsterne. Kort efter bragte de sig foran, da Sofus Johannesen slog et præcist indlæg ind i feltet til Franculino Djú.

Sidste sæsons Superliga-topscorer fik alt for meget plads og kvitterede med en kølig afslutning langs venstre stolpe.

Bohemians fortsatte dog med at true den anden vej.

Efter en halv time var hjemmeholdet tæt på at spille sig frem til en stor chance, men denne gang kom anfører Rasmus Nissen Kristensen godt ind i duellen og leverede en afgørende tackling.

Fem minutter senere blev det for alvor farligt, da hjemmeholdets angriber Douglas James-Taylor blev efterladt helt fri på et hjørnespark. Endnu en gang diskede Olafsson dog op med en vigtig redning.

FCM mistede yderligere grebet om kampen i begyndelsen af anden halvleg, og et kvarter efter pausen fik gæsterne sig et kortvarigt chok.

Midtjydernes Denil Castillo forsøgte at cleare bolden, men ramte i stedet en modspiller i hovedet.

Dommeren pegede på pletten, men efter et VAR-tjek blev straffesparket annulleret, da der var dømt offside i situationen umiddelbart forinden.

Efter forskrækkelsen fik FCM igen bedre styr på kampen. Med et kvarter igen tilkæmpede gæsterne sig et frispark på kanten af feltet, og det udnyttede Valdemar Byskov til perfektion.

Den 21-årige dansker sendte et blødt, velplaceret spark over muren og op i hjørnet til 2-0.

Det gav FCM et fremragende udgangspunkt før returkampen i næste uge.

FCM indledte sæsonen i Europa League-kvalifikationen, men blev besejret af tyrkiske Besiktas og skal derfor forsøge at spille sig i Conference Leagues ligaspil i stedet.

Vinder midtjyderne det samlede opgør mod Bohemians, venter vinderen mellem kroatiske Rijeka og finske Ilves Tampere i playoffrunden.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her