Tilbud: Læs og lyt til Politiken digitalt for 149 kr./md.

Hollands landshold skal fremover ledes af Barcelona-legenden Xavi, som er ny cheftræner for holdet.

Barcelona-legende bliver ny landstræner for Holland

Foto: Pau Barrena/Ritzau Scanpix
Foto: Pau Barrena/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den tidligere FC Barcelona-stjerne og -træner Xavi Hernandez er ny landstræner for Holland, oplyser Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB) på X. Den 46-årige spanier har fået en fireårig kontrakt.

»Som en, der fik sin fodboldopdragelse på Barcelonas akademi, som er stærkt inspireret af blandt andre Johan Cruyff og Rinus Michels, føler jeg en særlig forbindelse til hollandsk fodbold«, siger den tidligere midtbanespiller ifølge AFP.

»Man kan næsten sige, at jeg er lidt af en søn af hollandsk fodbold. Andre store trænere, især Louis van Gaal, under hvem jeg debuterede i Barcelona, og Frank Rijkaard, spillede også en vigtig rolle i at forme mig som spiller og træner.

Han tager over efter Ronald Koeman, der stoppede efter sommerens VM, hvor Holland røg ud til Marokko allerede i 16.-delsfinalerne. Det med at tage over efter Koeman har spanieren erfaring med. Da han i november 2021 overtog tøjlerne i Barcelona, var det efter en fyring af Koeman måneden forinden.

Xavi, som han oftest blot tiltales, har ikke haft et trænerjob, siden han forlod Barcelona i 2024. Han blev fyret efter en periode med skuffende resultater. Han indledte sin trænerkarriere i Qatar hos klubben Al-Sadd. Det var samme sted, han afsluttede sin spillerkarriere.

Før turen til Qatar havde Xavi udelukkende tørnet ud for Barcelona. Han nåede at spille 767 kampe for den spanske klub. Det blev til otte spanske mesterskaber, tre pokaltitler, fire Champions League-titler og to trofæer fra VM for klubhold i den aktive karriere.

Som træner for Barcelona blev det til et enkelt spansk mesterskab i 2023.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her