Sommeren har budt på store norske fodboldøjeblikke, og onsdag aften fortsatte festen i Stavanger.
I en elektrisk kulisse vandt Viking FK nemlig med 3-1 over Dinamo Zagreb og sikrede sig adgang til Champions Leagues ligaspil med en samlet sejr på 5-3 i kvalifikationens playoffrunde.
Dermed står det klart, at Norge er repræsenteret med to klubber i Europas største og mest lukrative klubturnering.
Bodø/Glimt er det andet norske mandskab i Champions League. Klubben sikrede sig tirsdag billet til turneringen for anden sæson i træk.
Onsdag afgjorde Viking sagerne i de første fem minutter af anden halvleg.
Først scorede 21-årige Edvin Austbø på et knaldhårdt langskud til 2-1, og derefter scorede 20-årige Tobias Moi via en afretning til 3-1.
Dermed sørgede Vikings to egenavlede stortalenter for, at klubben fuldbyrdede et stort comeback, efter at Dinamo Zagreb var kommet foran med 1-0 efter ti minutter.
Hos Viking var den tidligere Sønderjyske-angriber Peter Christiansen i startopstillingen sammen med de tidligere Brøndby-spillere Joe Bell og Henrik Heggheim samt den tidligere FC Midtjylland-spiller Kristoffer Askildsen.
Danske Peter Christiansen scorede i det første opgør i Kroatien og har dermed stor andel i Vikings avancement til Champions League.
Fenerbache og AEK Athen triumferer også
Også Fenerbahce er klar til Champions League. Tyrkerne slog onsdag Lyon med 2-1 og dermed samlet 3-2.
Mads Bidstrup kom på banen for Lyon, mens Noah Nartey blev siddende på bænken.
AEK fra Athen smadrede Levski Sofia med 4-0, som også blev den samlede sejr efter 0-0 i det første opgør.
Dermed er grækerne klar til Champions League, mens bulgarerne må nøjes med Europa League.
ritzau
fortsæt med at læse