I randen af Parken står Pierre-Emile Højbjerg med en grå hue og tomme øjne. Himlen er sort og lægger vægge om hans verden, så den begynder og ender lige der, i nationalarenaen. Netop nu er det næppe et rart sted at være.
Luften er kold, november har forklædt sig som vinter. Hans stemme er afdæmpet, og talestrømmen hakker, for selv en anfører kan have svært ved at forklare det uforklarlige. I stedet bruger han lejligheden til at undskylde for, at han ikke rigtig har noget at sige.