En svensk VM-spiller i skikkelse af målmanden John Alvbåge førte an i et Viborghold i stærkeste opstilling, da Østerbro IF slog om ikke dørene så i hvert fald lågen til indhegningen op til en usædvalig kamp i tredje runde af pokalturneringen.
Superligaspillerne var modstanderne fra Danmarksserien overlegne på alle punkter og 0-7 var faktisk nådigt sluppet for Østerbro IF, der havde henlagt kampen til Klosterfælleden, en indhegning i Fælledparken, hvor der var knap 400 tilskuere mellem den til lejligheden udspændte snor og trådhegnet.




























