FCK forlænger med ungdomslandsholds­spiller

Lyt til artiklen

FC København har fået vendt udviklingen med egne udviklede talenter, der smutter til andre klubber. Først skrev Morten Bertolt under på en lang kontraktforlængelse, og nu har også talentfulde William Kvist skrevet under på tre år mere med dette års mesterskabsfavoritter.

»Jeg er utrolig glad for den træning, jeg får under Ståle Solbakken og Peter Nielsen, og jeg tror, det bedste for mig er at fortsætte i FC København, fortæller William Kvist.

William Kvist har for alvor fået spilletid i dette forår under Ståle Solbakken, og den 21-årige midtbanespiller er nået op på 28 kampe for FCK. Samtidig er han en seriøs bejler til U21-landsholdets EM-trup.

Tre KB'ere på plads
»Det har været en dejlig uge, hvor vi har forlænget med tre gamle KB'ere. Morten Bertolt, Benny Gall og nu William Kvist«, siger sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm.

FCK møder i en udsat Superligakamp i aften FC Nordsjælland på udebane. Opgøret fløjtes i gang kl. 18.00 og William Kvist er naturligvis i mesterskabskandidaternes trup på 16 mand.

/ritzau/

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her