Rosenborg slår Brøndby med 3-2

Morten 'Duncan' Rasmussen bragte spænding tilbage i opgøret, da han udlignede til 1-1.
Morten 'Duncan' Rasmussen bragte spænding tilbage i opgøret, da han udlignede til 1-1.
Lyt til artiklen

Brøndby er færdig med at spille europæisk for denne gang.

En god opblussen i første halvleg af returkampen mod Rosenborg på Lerkendal Stadion i Trondhjem skabte spædning, men i sidste ende var nordmændene bedst og vandt sammenlagt 5-3.

Det blev 3-2 til Rosenborg i en kamp, hvor Brøndby ellers kom foran 2-1 på mål af Morten 'Duncan' Rasmussen og Jan Kristiansen, men det endte alligevel med det første europæiske nederlag på udebane til et dansk hold i denne sæson.

Således forløb kampen ifølge livedækningen på politiken.dk:

2. halvleg

90. minut: Rosenborgspillerne appellerer for mål, men Stephan Andersen redder på mållinjen, da indskiftede John Lago afslutter.

87. minut: Modløsheden breder sig hos Brøndby, der skal score to gange for at komme videre til Uefa Cup-gruppespillet.

85. minut: Max von Schlebrügge begår straffespark mod Roar Strand, da han har for hårdt fat i nordmanden. Marek Sapara scorer til venstre for Stephan Andersen. 3-2

82. minut: Ousman Jallow får en advarsel for at jagte Kris Stadsgaard lidt voldsomt og tiden arbejder til hjemmeholdets fordel.

79. minut: Det hænger ikke rigtigt sammen for Brøndby, der ikke kan etablere et pres i jagten på det afgørende mål. Nordmændene får slået opspillet i stykker midt på banen.

76. minut: Brøndby har et kvarter til at score et mål, der vil sikre den sammenlagte sejr. Spørgsmålet er, om der er kræfter til endnu en gang at vende udviklingen i kampen.

73. minut: Konan Ya løber fra indskiftede Mark Howard og indlægget fra venstre ligger lige i panden på Per Ciljan Skjelbred, der udligner til 2-2.

67. minut: Marek Sapara scorede til 2-0 på Brøndby Stadion og volder også Brøndby lidt problemer. Gislason laver et frispark på slovakken, der selv sparker, men lige forbi fra 20 meter.

64. minut: Rosenborg er langsomt ved at få fat i spillet igen, men det sidder i baghovedet, at en Brøndbyscoring vil kræve to mål af hjemmeholdet. Kampen er faldet i både kvalitet og underholdning, men det er spændende.

57. minut: Superangreb af Brøndby. Jan Kristiansen, Samuel Holmén og Krohn-Dehli står for opspillet, 'Duncan' for afslutningen, som en fodparade af Jarstein forhindrer i at gå i mål. Men det går stærkt den anden vej, og Berisha er minutter efter tæt på at nå frem til et indlæg tæt på mål.

55. minut: Brøndby er først til at få det spillemæssige initiativ efter pausen. Rosenborg kan slet ikke få kombinationsspillet til at flyde, og som i store perioder af første halvleg er det Brøndby, der har bolden mest.

50. minut: Rodet start på anden halvleg. Masser af fejlafleveringer på begge hold gør, at ingen endnu har fået fat i spillet efter pausen.

46. minut: Brøndbyspillerne ser ud til at have overtaget på det mentale plan, og en Brøndbyscoring vil tvinge Rosenborg til at skulle lave to mål. Der er fordel Brøndby inden de næste - og måske sidste - 45 minutter.

Pause

Det ser rigtig godt ud for Brøndby, der sammenlagt kom bagud 3-1, men nu har udlignet og har god styr på kampen på Lerkendal Stadion, hvor Brøndbytilhængere i bar overkrop ikke ænser efterårskulden.

1. halvleg

45. minut: Thomas Rasmussen er tæt på med venstrebenet på Krohn-Dehlis oplæg, men Rosenborgmålmanden får lige akkurat skubbet bolden til hjørnespark.

43. minut: Tøvende forsvarsspil giver Per Ciljan Skjelbred en god chance, men den flade afslutning når Stephan Andersen ned til.

41. minut: Rosenborg virker en anelse rystet. Efter det tidlige føringsmål er hjemmeholdet røget ned i gear, og det er Brøndby, der er spilstyrende på Lerkendal Stadion, hvor hjemmeholdet nærmest spiller kontrafodbold.

36. minut: Jan Kristiansen trækker ind fra højre, men backen kan jo med begge ben, så med venstrebenet sparker han fra 18 meter bolden fladt forbi en lidt langsomt reagerende Rosenborgmålmand, Rune Jarstein. 2-1 til Brøndby og det ville i sidste ende betyde forlænget spilletid.

32. minut: Det kan blive en spændende aften på Lerkendal Stadion. Brøndby skal score to gange for at vinde sammenlagt, men der er langt mere jævnbyrdighed end i den første kamp. Det er fortsat Brøndby, der har bolden mest midt på banen.

28. minut: Endnu et frispark rammer lige i Brøndbymuren og Besart Berisha er nærgående med en flad afslutning, som Stephan Andersen parerer til hjørnespark.

26. minut: Ousman Jallow står for opspillet med et godt gennembrud i højre, Samuel Holmén helkikser, men bolden havner for fødderne af Morten 'Duncan' Rasmussen, der iskoldt med venstrebenet udligner fladt: 1-1.

24. minut: Brøndby har bolden mest, mens det er hjemmeholdet, der flere gange truer med hurtige opløb. Brøndby forsøger med afslutninger udefra, men hverken Jan Kristiansen, Michael Krohn-Dehli eller Thomas Rasmussen får trykket ordentligt af.

18. minut: Rosenborgs målscorer lavede begge mål, da Rosenborg i søndags vendte 0-1 til 2-1 mod bundholdet Aalesund. Nu skal Brøndby score to gange for at fremtvinge forlænget spilletid.

15. minut: 1-0 til Rosenborg. Tre fejl på stribe giver hjemmeholdet føringen. 'Duncan' mister bolden på midten, Didier Konan Da glider forbi Jan Kristiansen, hans skud blierv rettet af på Mikkel Bischoff og Stephan Andersen er gået lidt før tiden på målstregen, så bolden smutter forbi ham.

10. minut: Rosenborg er slet ikke lige så aggressive som på Brøndby Stadion, og Brøndby kommer til flere indlæg fra kanterne.

5. minut: Efter en svingende start med et enkelt Rosenborgfrispark lige uden for straffesparksfeltet, før Brøndby den første store chance, da målmanden Rune Jarstein glider, da han bliver presset af Ousman Jallow. Bolden ryger ud til Kasper Lorentzen, hvis skud langt ude fra mod det tomme mål bliver rettet af til hjørnespark.

Inden kampen

Brøndby er uden den svenske midterforsvarer Jon Jönsson, der pådrog sig en hjernerystelse under træningen i mandags. Det giver plads i startopstillingen til Mikkel Bischoff.

I den første kamp, som Rosenborg vandt 2-1 på Brøndby Stadion, havde Brøndby fra start kun Peter Madsen helt i front, men han er ligeledes skadet og Brøndby stiller op med Morten 'Duncan' Rasmussen og Ousman Jallow i angrebet.

Rosenborg må undvære den rutinerede angriber Steffen Iversen, der ligeledes er skadet. Han afløses af Besart Berisha, der tidligere har spillet i Superligaen for Horsens.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her