Da Colin Todd sidste år debuterede som cheftræner i Superligaen, gjorde den tidligere engelske landsholdsspiller en fornem og forrygende entré i dansk fodbold og førte Randers FC til tops med det samme. K
ronjyderne kom bedst af alle ud af startblokkene med fire sejre på stribe, og efter seks runder var Randers FC ubesejret på førstepladsen - inden der kom en serie på fem kampe uden sejr.
I dag gentog Todds mandskab kunststykket med en forrygende start i premiereopgøret på hjemmebane mod AGF - der var i foræringshumør, hurtigt kom bagud med to mål og blev slået 3-1.
Randers-spillerne var på tæerne fra første fløjt og udnyttede famlende og amatøragtigt forsvars- og målmandsspil hos århusianerne. Bedi Buval sagde tak for gaven, da AGF-backen Cheik Sarr helkiksede et vækspark og lagde bolden til rette for Buval, som let kunne trykke den over stregen til 1-0.
Og da den nye anfører, målmanden Steffen Rasmussen gik ud og i stedet for at bokse til et højt indlæg, forsøgte at gribe bolden, skubbede han den ned for fødderne af Tidiane Sane, som plaffede 2-0-føringen ind.
Nydeligt spil
Randers spillede nydeligt med gode kombinationer og god brug af de offensive backs (Søren Pedersen sørgede for de to indlæg, der gav målene), mens AGF’erne løb forvirrede rundt - indtil træner Ove Pedersen tog uheldige Sarr ud, og århusianerne fik en bedre holdorganisation.




























