Ballade i Farum efter fodboldkamp

Lyt til artiklen

Der blev smadret en rude og tændt et romerlys, da en gruppe FC Nordsjælland-tilhængere gik amok i bus 500S efter søndagens SAS-liga-brag på Farum Stadion mod Brøndby.

Ti til tolv fodboldfans var involverede i episoden, men politiet har endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.

»Balladen foregik bagerst i bussen, så der var ingen, som så, hvem der gjorde hvad«, fortæller vagtchef hos Nordsjællands Politi, Palle Jørgensen.

Politiet tilkaldt med det samme
Bussen befandt sig på Frederiksborgvej, da FC Nordsjælland-tilhængerne blev urolige. Buschaufføren stoppede bussen, og politiet blev tilkaldt med det samme.

Der var andre passagerer i bussen, men ingen kom til skade.

Også ballade på den lokale kro

Forinden havde en gruppe FC Nordsjælland-tilhængere også lavet ballade på den nærliggende Farum Kro.

»Der var nogle, der kom op og toppes, og så blev der smadret en rude i et lægehus i nærheden. Vi ved ikke, om det er de samme fodboldfans, som gik amok i bussen, men det var i hvert fald nogle, der havde været til fodbold«, siger Palle Jørgensen.

FC Nordsjælland tabte dagens kamp mod Brøndby med 0-2.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her