Et forfærdeligt, fantastisk landskampår

Et regulært skadeshelvede har sendt 42 spillere gennem landsholdsmøllen i 2008. Arkivfoto.
Et regulært skadeshelvede har sendt 42 spillere gennem landsholdsmøllen i 2008. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Morten Olsens udvalgte sætter i aften med venskabskampen mod Wales på Brøndby Stadion – et opgør mellem verdensranglistens nummer 34 og 62 – punktum for et landskampår 2008, som landstræneren sammenfatter på denne måde:

»Et af de mest forfærdelige i min tid på posten, men samtidig et forrygende år«.

Et forfærdeligt år, forklarer Morten Olsen, fordi landsholdet undervejs gennem forårets testkampe og efterårets VM-kampagne har været ramt af usædvanligt mange skader og afbud fra stamspillere, så det i hver kamp har været nødvendigt at ændre på holdet.

42 spillere har været på banen, og det er et overvældende antal i et år, hvor debutant nummer 12, Hjalte Nørregaard, og nummer 13, backen Patrick Mtiliga fra hollandske NAC Breda, kommer i ilden i aften.

Kraftig kritik af Olsen
Og 2008 har også været atypisk på den måde, at både Morten Olsen og spillerne var udsat for en del kritik, kraftigst efter 0-0-kampen i Ungarn, spillede fem kampe i træk uden at vinde – hvad der var nyt med Olsen som landstræner – og spillertruppen reagerede ved at lave den aparte presseboykot i Lissabon.

»Hvis jeg er lidt hård, vil jeg sige, at meget af kritikken af holdet og præstationerne var baseret på mangel på realitetssans«, siger Morten Olsen.

»Med de skadesproblemer, vi har haft, kan man ikke bare tage ned til Ungarn og spille flot og vinde. Vi fik jo altså det første point nogensinde i en udekamp mod ungarerne, og nu står vi her og ser tilbage på otte kampe, hvor resultaterne faktisk har været gode mod meget stærke nationer, flere EM-deltagere og to fra verdenseliten, Spanien og Portugal«.

»Netop fordi vi kun har tabt til europamestrene, og fordi vi er kommet rigtig fint fra start i VM-kvalifikationen trods et svært åbningsprogram, har det været et forrygende år. Holdet vandt med 3-2-sejren over Portugal folkets opbakning tilbage, og stemningen i Parken til Malta-kampen var fantastisk positiv«.

Hvad tænkte han?
Det var tre minutter i Lissabon, hvor danskerne balancerede på kanten af et nederlag, men rejste sig fra de døde med Christian Poulsens 2-2-mål og Daniel Jensens overtids-sejrsmål, der gjorde 2008 til et godt år for Olsen og hans mænd.

Hvad tænkte landstræneren, da Deco scorede til 2-1 på straffespark, og et nederlag og mere kritik fra medierne og Fodbolddanmark var få minutter væk?

»Jeg tænkte ikke negativt eller opgivende i det øjeblik«, forklarer Morten Olsen. »Jeg tænkte: Hvad gør vi for at vende kampen? Vi satte Martin Laursen op foran, sendte Martin Bernburg ind og rykkede Dennis Rommedahl tilbage som back. Vi havde heldet i den kamp, men vi havde også kvaliteterne til at søge heldet. Et bevis på, at vi har spillere med en stærk mentalitet, dygtighed, et hold med en god ånd«.

Tro mod konceptet
Dennis Rommedahl har været ’årets spiller på landsholdet’ i den forstand, at han har spillet samtlige minutter i alle otte kampe.

Rommedahl og Olsen har ’stået sammen’ fra Olsens første landskamp, hvor Rommedahl debuterede, og Ajax-wingen taler ligesom landstræneren om, at kritikken har været for hård og kravene til holdet lidt for store, men at spillerne og holdet ikke har ladet sig mærke af det.

»Når jeg ser tilbage, vil jeg sige, at noget af det bedste for mig her sidst på året har været, at vi trods kritikken har holdt hovedet koldt, troet på vores kvaliteter og spillemåde og været tro mod vores koncept«, siger Dennis Rommedahl. »Vi spiller ’rigtig’ fodbold i mine øjne, og vi er på rette vej mod VM-slutrunden«.

Fortjent belønning
For Dennis Rommedahl har Aston Villa-stopperen Martin Laursen været årets positive overraskelse. »Han har spillet på et stabilt, højt niveau i landskampe og været meget vigtig for os. Og Martin har præsteret meget flot hele tiden i Premier League. Det er imponerende, når man tænker på de skadesproblemer, der var ved at ødelægge hans karriere«.

Martin Laursen er ikke med mod Wales, når Hjalte Nørregaard spiller fra start som debutant på den centrale midtbane.

En fortjent belønning til en FCK-spiller, der er i sin bedste fodboldalder, har været blandt sit klubholds bedste gennem efteråret og med egne ord har nydt godt af, at FCK har ændret spillestil.

»Det passer bedst til mig, at vi holder bolden på jorden og kombinerer meget«, siger Hjalte Nørregaard, hvis far, Klaus Nørregaard, er noteret for ni A-landskampe. Beskedent betegner Hjalte Nørregaard sig selv som »en sikker pasningsspiller, der læser spillet fornuftigt«. Erfaren er han jo bestemt også som en midtbanemand, der har vundet mesterskaber, pokalfinalen, spillet i Champions League og Uefa Cuppen og også været et smut i Holland som udenlandsprofessionel og nu oplever et karrierehøjdepunkt.

To kiksede kvalifikationer
»Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse, at få lov til at spille på A-landsholdet«, siger Hjalte Nørregaard, der får klubkammeraten Thomas Kristensen ved sin side og Morten Nordstrand foran sig på et hold, hvor Patrick Mtiliga, der har spillet 37 kampe på unglandsholdene, men har været ’glemt’ i mange år, kommer ind formentlig fra anden halvlegs start. Han vil næppe få de store problemer med at falde ind, eftersom han i Breda er vant til samme spillesystem.

Et hold, hvor mange spillere kæmper om at positionere sig til den skærpede konkurrence om pladserne i truppen næste år, som vil blive lige så forrygende som 2008, hvis den gode VM-start følges op, og Olsens udvalgte efter to kiksede kvalifikationer melder sig klar til VM i 2010.

Søren Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her