Men det danske landshold magtede det ikke.
Endda ikke engang med kniven på struben. Ikke engang med den viden, at dette møde i Århus var den sidste dans på planken. Hvor pokker var vildskaben? Hvor var den aggressivitet og indædte vilje, alle i den danske trup talte om - dagen inden kampen? Viljen til at ’sidde i benene’ på de spanske boldjonglører? Man savnede et løvehjerte Kors, hvor man savnede at se de danske spillere hive godt op i bukserne, stramme balderne og præsentere et løvehjerte, der kunne banke stemningen og moralen i vejret. Men det skete ikke - og slet ikke i første halvleg, hvor de danske spillere lignede trætte stumtjenere, når de boldsikre spaniere pludselig skiftede fra spadserende udstillingsfodbold til eksplosive ryk. »Tag jer nu sammen«, skreg de fortvivlede, frustrerede tilskuere, som aldrig fik den kamp og det neglebidende, svedspringende drama, som flere dages brølende hornmusik i medierne havde varslet. Lidt for sent er alt for sent Og det prøvede spillerne så i anden halvleg - med et strøg af den desperation, der var nødvendig, og som faktisk også udløste nogle solide scoringstilbud, træværkskysseri og et mål af Jon Dahl Tomasson. Men lidt for sent.
