Han var ikke meget for at kalde det en eksamen, men AaB-træner Magnus Pehrsson var ikke sen til at erkende, at Uefa Cup-kampen mod Deportivo La Coruña er hans klart største prøvelse.
»Som træner er det absolut min største udfordring, det kan der ikke være nogen tvivl om. Jeg har haft nogle store udfordringer som spiller også, men som træner er det det største, jeg har været med til indtil videre«, sagde Magnus Pehrsson efter et veloverstået pressemøde tirsdag i Aalborg.




























