Det var som at være vidne til optakten til en længe ventet sværvægtskamp mellem den forsvarende mester og den unge konkurrent med det flabede venstrejab. Pressemødet på Stadio Olimpico tirsdag aften var spækket med journalister, der jokkede hinanden over tæerne for at komme til at stille spørgsmål om det ultimative opgør – Champions League-finalen mellem Manchester United og FC Barcelona. Trænerne og spillerne pustede sig op og virkede selvsikre. De andre er gode, men vi er bedre, lød det fra både Ronaldo og Rio Ferdinand.
Manden med titlerne
Ved siden af de to spillere sad den gamle træner – 68-årige Sir Alex Ferguson – manden med alle titlerne og overblikket.
18 Premier League-titler og på vej mod Uniteds fjerde europæiske mestertitel – den forsvarende mester. »Vi mangler Fletcher, som har karantæne, men vi har gode spillere, der kan erstatte ham. Vi skal nok vinde, hvis vi koncentrerer os og har en smule held«, sagde Ferguson til de omkring 400 journalister. Den nye sultne træner Lidt senere kom den 38-årige ’upcoming’ Josep Guardiola ind foran pressekorpset sammen med Victor Valdés og Carles Puyol.





























