Brøndby-direktør: »Det er mig, der bestemmer«

Frank Buch-Andersen har visionen for Brøndby klar.
Frank Buch-Andersen har visionen for Brøndby klar.
Lyt til artiklen

Når Brøndby i dag tørner sammen med ærkerivalerne FCK i Parken, vil Frank Buch-Andersen sidde på tribunen med adrenalinen pumpede rundt i kroppen. Sommerfugle i maven op til lokalderbyet er ikke en ny fornemmelse for Frank Buch-Andersen, der er født og opvokset i Brøndby. Men nu er den 45-årige revisor direktør for yndlingsklubben. Så nu opleves kampene anderledes. »Jeg har lidt mere adrenalin i kroppen, end jeg plejer. Tidligere var der også kriller i maven, men nu føles det en tand mere vigtigt«, siger Frank Buch-Andersen.

Visionen er krystalklar
For tre uger siden blev han udnævnt som afløser for Hermann Haraldsson, der blev fyret uden offentlig begrundelse efter halvandet år i klubben. Frank Buch-Andersen har ikke forretningsplanen klar endnu, men vision er krystalklar. Og ganske ubeskeden.

»Brøndby skal igen være Danmarks bedste fodboldklub. Vi skal, som vi historisk har gjort, spille offensiv og underholdende fodbold. Det skal være vores varemærke. Folk skal forvente at blive underholdt med flot, offensiv fodbold, når de kommer på Brøndby Stadion«, siger Frank Buch-Andersen.

Han ser det som sin primære opgave at sørge for den rigtige stab af medarbejdere og at sørge for ressourcer nok til at opfylde målsætningen.

»Min fornemmelse er, at vi har et godt team, men jeg udsteder ingen jobgarantier«, siger Frank Buch-Andersen.

Taber millioner for tiden
Brøndby laver for tiden ikke penge, faktisk taber klubben millioner. Alene halvårsresultatet for 2009 lyder på minus 16,8 millioner kroner. Men den nye direktør vil ikke tjene pengene ved at kaste sig ud i nye storstilede projekter, som ikke har med fodbold at gøre.

»Man vil ikke komme til at se Brøndby sætte en masse ben på forretningen i et meget gearet forsøg på at ekspandere forretningen. Sådanne risici vil vi slet ikke påtage os«, siger Frank Buch-Andersen.

Han vil bruge den kommende til at sætte sig mere ind i virksomheden og først derefter melde ud om nye initiativer. En ting er dog sikkert: Frank Buch-Andersen vil ikke gøre op med Brøndbys forankring i det frivillige foreningsliv.

Forretning og fodboldklub »Brøndby er en klub, hvor forretning og forening går hånd i hånd. Vi har et fantastisk fællesskab, der indeholder enorme ressourcer. Vi har rigtig mange mennesker, som knokler deres ende i laser for at levere 5, 10, 20 timer om ugen for at understøtte vores forretning og fodboldklub. Hele det setup er måske det største aktiv, vi har i Brøndby, men det står ikke i vores regnskab. Sådan vil vores forretning også være i fremtiden. Hvis man kun bygger på det kommercielle, så falder det fra hinanden, hvis det kommercielle en dag skulle begynde og halte. Men vi vil det modsatte – vi vil være proppen, der hele tiden kommer op af vandet igen. Den dag, vi får lidt medvind, så skal vi nok få rigtig gang i det. Og det får vi lige om lidt«, siger Frank Buch-Andersen. Derfor skal man heller ikke forvente, at den nye direktør vil forslå ændringer i ejerstrukturen med A- og B-aktier. Som det er i dag, sidder foreningsfolket i Brøndby med magten over selskabet, fordi de sidder på de stemmetunge A-aktier. I bestyrelsen siden 2005 Frank Buch-Andersen vil ikke udtale sig om, hvad han kan gøre bedre end Hermann Haraldsson, som blev fyret efter blot 15 måneder i direktørstolen. Og han vil ikke evaluere sin forgængers præstation. Han har ellers gode forudsætninger for at bedømme præstationen. Frank Buch-Andersen har nemlig siddet i Brøndbys bestyrelse siden 2005 og har derigennem været i tæt kontakt med Haraldsson. Netop at Frank Buch-Andersen blev hentet ind fra bestyrelsen, har fået mange til at foreslå, at han blot skal være nikkedukke for bestyrelsesformand Per Bjerregaard. Frank Buch-Andersen er tydeligvis træt af at forholde sig til omfanget af hans loyalitet mod mr. Brøndby. Han understreger, at bestyrelsen består af en række dygtige erhvervsfolk, der aldrig ville finde sig i at blive kostet rundt med. Han skal arbejde sammen med hele bestyrelsen, ikke kun Per Bjerregaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her