Det, Martin Heinze savner mest, er intensiteten og adrenalinen, der pumper, når han løber ind på et stadion med titusindvis af fans. »Det er den der nerve, man har i kroppen, den finder du ikke andre steder«, siger han. Nu arbejder han i tøjbutikken Invasion på Frederiksberg i København. Siden han var 15 år, har Martin Heinze dedikeret sit liv til fodbolden. Først i hjemstavnsklubben Esbjerg, hvor han var med til at vinde bronze i Superligaen i 2004. Siden i AC Horsens, hvor han spillede klubben op i Superligaen, og til sidst i 1. divisionsklubben AB, hvor han 30. juni i år for første gang måtte se sig selv uden kontrakt.

LÆS ARTIKEL Den dumme fodboldspiller er på retur

»Der havde jeg det ikke særlig godt. Jeg kunne ikke finde en klub og heller ikke noget almindeligt job. Der tænkte jeg godt nok; hvad fanden gør jeg så? Jeg følte virkelig, at lokummet brændte, fordi jeg jo også skulle betale regninger og have et sted at bo«.

Dermed tilhører Martin Heinze en voksende gruppe af befolkningen. De fodboldspillere, der ikke længere kan få arbejde, fordi klubberne ikke har råd til at betale dem. Spillerne er kendetegnet ved, at de har et lavere uddannelsesniveau end deres jævnaldrende og et mindre kendskab til arbejdsmarkedets betingelser uden for grønsværen.

I sin tid i toppen af dansk fodbold var det heller ikke fremtidige jobmuligheder, der lå Martin Heinze mest på sinde. Siden han blev student under Team Danmark-ordningen, har det været spillet, det gjaldt.

»Man tænker egentlig ikke så meget over, hvad man skal foretage sig efter fodbolden, og det er måske lidt dumt«, siger han og kigger kort ned, og tilføjer så med et grin: »Men det indser man altid først bagefter«.

I bagklogskabens irriterende lys fortryder han, at han ikke brugte den megen fritid til at tage en uddannelse på enkeltfag.

Slut med golf og dyr elektronik

Efter bruddet med AB ringede Martin Heinze rundt og forhandlede med klubber, og han deltog i et EM for arbejdsløse i Holland. Han var dog ikke en af de syv, der kunne rejse hjem med en ny kontrakt. Derfor traf han til sidst en beslutning: Det var ikke længere værd at betale så meget for en sport, der højst kun kunne give en plads i en 2. divisionsklub og en meget lille løn tilbage. Så rakte passionen for den runde bold heller ikke længere.