Fraværet af lange ture til fjerne kroge af det østlige Europa er blandt de positive sider af lodtrækningen til EM-slutrunden.
Sådan ser landstræner Morten Olsen i hvert fald på de forestående opgaver, hvor Danmark i bestræbelserne på at komme med til slutrunden skal møde Portugal, Norge, Cypern og Island.
LÆS ARTIKEL Danmark møder Portugal igen
»Der er en realistisk mulighed for enten af vinde eller komme i playoff. Der er grupper, der er nemmere, men geografisk set er det en god pulje, og alt i alt er det fint nok. Vi kan være tilfredse uden at vi kan garantere noget. Det kan man ikke i international fodbold«, siger Morten Olsen i en telefonkonference med danske medier.
»Det er en gruppe, hvor vi er godt bekendt med alle vores modstandere, måske undtagen Cypern. Vi slipper for lange rejser, og så slap vi for England og Spanien. Selv om Portugal ikke er meget dårligere end Spanien, så er Spanien nok det hold, der er sværest at overraske mod«, mener Morten Olsen.
'Drillo' er en svær modstander
»Portugal har vi jo lige spillet mod, så de er advaret. Norge er med 'Drillo' som træner altid svær at spille mod, og Island har vi jo haft gode oplevelser med, men de har fået nogle nye øjne, en ny træner og nogle nye, gode spillere fra deres U21-hold som eksempelvis Rurik Gislason fra OB«, påpeger Morten Olsen.
LÆS ARTIKEL Danmark har taget på EM-modstanderne
Med en forestående VM-slutrunde er EM-kampene dog meget langt ude i fremtiden for landstræneren.
»Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har spekuleret meget på EM, før jeg kom herned i går, så hvordan vores egen trup ser ud til den tid, kan jeg slet ikke forholde mig til nu. Der er altid nogle, der stopper efter en VM-slutrunde, som det ser ud nu eksempelvis Deco fra Portugal«, siger landstræneren fra kulturpaladset i Warszawa.
fortsæt med at læse




























