Det er muligt, at de fleste schweizere og ukrainere allerede før det første spark ved VM i fodbold betragtede det som en given sag, at de to nationers udvalgte skulle spille om en plads i kvartfinalerne. Men aktørerne med afgørelsen på fødderne i det indbyrdes opgør syntes alt, alt for bevidste om, at der var tale om en ekstraordinær mulighed, som måske skulle forfølges på skrømt, men i ekstrem grad beskyttes i Köln. Overbefolket midtbane Derfor blev det en ottendedelsfinale spillet uden tilstrækkelig risiko, men til gengæld med udtalt trængsel og påpasselighed på midtbanen. Den forekom fra første færd overbefolket, fordi Ukraine tremandsforsvar med to reserver i aktion for karantæneramte spillede over for - i hvert fald den første time - en enkelt schweizisk angriber, Alex Frei. Hverken han eller arbejdsomme Andreij Sjevtjenko i den anden ende af banen fik således de nødvendige indlæg fra fløjene, der i andre kampe gør dem rigtig farlige i konfrontationerne foran mål, så deres - og den ordinære kamps - største muligheder måtte nødvendigvis vokse ud af dødboldsituationer, der for begges vedkommende endte på overliggeren. Lurede på straffespark Et enkelt ukrainsk hovedstød tæt forbi løftede måske nogle øjenbryn, men ellers stod der meget tidligt efter pausen 'straffesparkskonkurrence' skrevet i panden på den meget løbende og sparkende, men lidet chanceskabende flok på banen. At det skulle være mere hæderfuldt at tabe i det lotteri, den slags afgørelser trods alt minder en hel del om, end i regulær bestræbelse på at vinde, kan være svært at få øje på for udenforstående. Men det kan være, at de har en forklaring i den schweiziske lejr.