Hvor gode er brasilianerne egentlig? Man kan sagtens blive lidt i tvivl om deres virkelige styrke, selv om de har vundet fire kampe og i ottendedelsfinalen nedlagde det afrikanske bytte på Westfalenstadion med de suveræne cifre 3-0. Og Brasilien kunne have vundet større. Men også være kommet i problemer, hvis Ghana-spillerne havde været bare lidt bedre skydende, lidt mere kolde, præcise og konsekvente foran mål. Foldede sig ikke ud For brasilianerne tillod modstanderne at være med i store perioder. Det så ud, som om favoritterne på ny ikke foldede sig helt ud, fordi de så hurtigt kom på 1-0. Kaka, Ronaldinho, Ronaldo og Adriano bevægede sig og gjorde noget, når bolden var i nærheden, men ikke så meget, når den skulle erobres, og derfor fik ghaneserne plads at spille på og til at skabe en række gode afslutningsmuligheder. Pinligt naivt forsvar Men, altså - man kan ikke slå Brasilien, når man spiller så pinligt naivt forsvarsspil, som ghaneserne gjorde. Det er jo børnelærdom i fodbold, at når man vil spille med forsvarskæden højt oppe, skal der sættes lynhurtigt pres på boldholderen. Der var intet pres på Kaka, som sendte Ronaldo af sted i dybden, så målkongen kunne overhale Gerd Müller med sit 15. slutrundemål, efter at han elegant havde drillet målmand Richard Kingson med en kropsfinte og de karakteristiske cirkelbevægelser med først det ene så det andet ben hen over bolden. Hvis ikke Brasilien havde haft Emerson til at organisere og lede defensiven, kunne det være gået galt inden pausen, hvor afgørelsen i realiteten kom med Adrianos 2-0-mål efter det fantastiske kontraangreb startet af Lucio og ud over højrekanten med Cafu stormende frem. Ikke voldsomt organiseret Det brasilianske spil ikke er så struktureret og planlagt, som f.eks. det argentinske. Brasilianerne lever meget på de store individuelle kvaliteter, alle spillerne har. De kan modtage og holde på bolden, støde den smukt til siden, lave lange skift, drible og lave mål. Men hvordan spillet skal være, hvad der skal ske, opstår i spillernes hoveder, mens det sker så at sige. Det er i hvert fald den fornemmelse, man sidder med som tilskuer. Det er en enorm styrke, at hver eneste spiller kan lave noget afgørende, skabe overraskelser, har teknikken til at kreere chancer. Men det er også en svaghed - såfremt modstanderne kan straffe skødesløshed og sjusk, når brasilianerne har det for let og er i legehumør. Storslået underholdning Ghaneserne var ikke heldige og dygtige nok, selv om de med anfører Stephen Appiah i en fartsættende rolle på midtbanen havde bolden meget. Det var f.eks. sort uheld, at John Mensah ikke fik udlignet til 1-1 med et hovedstød, hvor bolden ramte målmand Didas ene fod. Det var storslået underholdning, tilskuerne blev budt i en kamp, som kunne være endt 6-3. Kontroversielle kendelser En kamp med masser af frispark, en udvisning og bortvisning af Ghanas træner Ratomir Dujkovic i pausen, fordi han protesterede mod Brasiliens anden scoring. Han mente, der var offside. At det er meget svært at være linjevogter, opdagede man ved at sidde på fjerde række nede fra græsset og lige ud for det sted, hvor Ze Roberto stak af, modtog bolden bag fra og sluttede festen med 3-0-træfferen. Klart offside, sagde min sidemand. Jeg mente nej. Og tv-billederne viste, at scoringen var korrekt. Spillere med lange pauser Fra fjerde række kunne man også på nært hold undre sig over, hvor meget Ronaldo løber på hælene, og konstatere, at Adriano vist har større vægtproblemer end Ronaldo. Hvor er han dog massiv og bred nedover hofterne og bag til, og bortset scoringen så man intet til ham. Gad han egentlig løbe? Men Brasilien har råd til at have spillere, der på skift holder lange kunstpauser eller melder sig næsten ud af en kamp. Spørgsmålet er, om den går mod de allerbedste? Vi venter i spænding på svaret.