Tyskland fik en drømmestart på VM

Miroslav Klose jagtede et hattrick mod Costa Rico, men måtte 'nøjes' med to scoringer. - Foto: AP
Miroslav Klose jagtede et hattrick mod Costa Rico, men måtte 'nøjes' med to scoringer. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Franz Beckenbauer fik slutrunden til Tyskland, så Jürgen Klinsmanns unge mandskab har fået en stor (hjemmebane)-fordel, og nu er det så op til de tyske spillere at erobre VM-trofæet. Beckenbauer, der som spiller var med til at vinde verdensmesterskabet i 1974 og som træner i 1990, sagde inden værternes åbningskamp mod Costa Rica i aftes, at han regner med, at Tyskland kommer i finalen 9. juli. Håb og ønsketænkning Der må være mere håb og ønsketænkning, Beckenbauer har givet udtryk for. Inderst inde kan han - der har så megen forstand på fodbold - ikke for alvor tro på, at hjemmeholdet kan gå hele vejen. Dertil er det tyske hold for ufærdigt, for let at udspille, og der mangler udstråling af topklasse og sikkerhed og fasthed i samarbejdet mellem midtbanen og forsvaret. Jamen, hvorfor være så bekymret på tyskernes vegne og kritisk efter 4-2-sejren i den underholdende åbningskamp med flotte scoringer, mange afslutninger i en ganske afvekslende forestilling gennemført i en herlig, glad og forventningsfuld atmosfære, hvor de tyske tilskuere gjorde alt for at bakke hjemmeholdet op? Ballack var savnet Fordi det var en kamp, hvor tyskerne ikke var effektive og konsekvente nok foran mål og burde have vundet meget større. Fordi de tillod costaricanerne at tilføre opgøret lidt spænding med 1-1-udligningen og 3-2-reduceringen, og fordi der var masser af pasningsfejl, dårlig rytme og misforståelser i angrebsspillet, hvor den skadede Michael Ballack var savnet som kreatør og skudtrussel. Nu er det tyske spil lagt an på, at bolden skal spilles meget fremad banen, i dybden, og boldtab i nærheden af modstandernes mål er som regel ikke farlige. I hvert fald ikke, når modstanderen er Costa Rica, der slet ikke magtede at vende spillet lynhurtigt og slå kontra. Det kan bedre hold - og dem er der mange af i slutrunden - gøre, hvis tyskerne mister lige så mange bolde som i denne kamp. Costa Rica forsøgte at kombinere sig fremad banen i shortpassingspil. 10eren Walter Centeno, der var god til at dække bolden, dreje og aflevere med fornuft, som man så ved de to scoringer, som den farlige, koldblodige Paulo Wanchope så flot sparkede ind. Manglende defensiv Men hvordan kunne Centeno få den plads, han fik og stikke sylespidse pasninger ind gennem det tyske forsvar? Forklaringen: Tyskerne havde ofte kun Torsten Frings tilbage som defensiv midtbanemand, fordi Borowski (Ballack-afløseren) orienterede sig mest offensivt, og det gav gode arbejdsbetingelser til Centeno. Og de to tyske stoppere, Per Mertesacker og Christoph Metzelder havde ikke afstemt deres placeringer godt nok i forhold til hinanden i flere situationer, hvor de begge enten samtidig gik fremad eller tilbage i stedet for, at den ene bakkede op for den anden. Når det er skrevet, skal der selvfølgelig også trækkes meget positivt frem om den tyske offensiv - selv om der i perioder i kampen var stilstand, så det lignede en træningsmatch i adstadigt tempo. Der var dog ofte god fart på i tyskerne venstre side, hvor Costas Ricas midtbanemand Gilberto Martinez ofte lignede den berømte hund i et spil kegler. Eller en orienteringsløber, der er faret vild i skoven. Han vidste sjældent, hvor han skulle løbe hen eller stille sig for dog at prøve at genere tyskerne, og takket være Martinez kom tyskerne til målchancer og kunne kreere mange seværdige angrebsopbygninger med klassiske overlap. Stærk Schweinsteiger Sebastian Schweinsteiger var i hopla på venstrekanten som udfordrer og dribler, og han var smart til at rykke ind i banen, så venstreforsvareren Philipp Lahm kunne udnytte tomrummet til at løbe frem og lægge tryk på og sende bolden ind fra venstresiden. Lukas Podolski bidrog til at forvirre Costa Rica-opdækningen med mange ryk, både ud i siderne og bagude, og det var til tider virkelig god bevægelse i det tyske spil. Philipp Lahms 1-0-scoring var en perle, forarbejdet af Bernd Schneider og Schweinsteiger til Miroslav Kloses 2-1-træffer forbilledligt, Klose viste sit målinstinkt ved 3-1-afslutningen, og Torsten Frings sattepunktum med et herligt langskud til 4-2. En perfekt start og en perfekt afslutning for Tyskland i en kamp, de ikke kunne undgå at vinde - men hvor de gjorde det uden at vise 'mesterklasse'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her