AaB havde bolden, men ikke kontrol over den. AaB havde også en bane hjemme ved Limfjorden, men dér bestemte FC København. Men en chance eller to - dét havde AaB overhovedet ikke i kampen mod Superligaens tophold. Og derfor gik det som det gik. FC København vandt 2-0 - og havde altså forbavsende få vanskeligheder med at få de tre point. To mål foræret Bevares, målene var ikke af en slags, der kan få status som pynt på det grønne træ, som skal møves ind i alle de små hjem om nogle uger, men hvad betyder det? Intet. For når man får to mål 'foræret' - og det var, hvad der overgik køvenhavnersnuderne - så behøver man ikke anstrenge sig gevaldigt for at komme til flere og smukkere. Uheldigt talent Det med de jyske gaver var naturligvis ikke en del af hjemmeholdets i øvrigt svage og uambitiøse taktik. Men når uheldet er ude - og det var det i slem grad for AaB's 19-årige forsvarstalent Michael Jakobsen - så kom det til at ligne rene foræringer til FC København. Først kom unge Jakobsen til at trække den listige Alvaró Santos omkuld i straffesparksfeltet, hvilket nordmanden Bergdølmo omsatte til 1-0, og minuttet efter - da samme Jakobsen skulle sparke bolden væk fra forsvarszonen - ramte han Marcus Allbäck, der således blev spillet helt fri. Et enkelt skud, bang og 2-0. At Michael Jakobsen senere fik en advarsel, hans sjette af slagsen, var bare med til at gøre mareridtssøndagen stærkere 'blå'. Klasseforskel AaB'erne, der ikke har slået FC København hjemme i Aalborg siden 1. september 2002, spillede som om, de var ramt af en FCK-psykose - skræmte, tøvende, grænsende til det passive. Sådan var holdets profil helt fra første minut og gennem hele første halvleg, hvor man blev presset over hele banen af de langt mere viljestærke FCK-spillere. Og selv om ordet er slidt helt ned til frasespåner, så var der reelt tale om 'klasseforskel' på de to mandskaber. Samme forskel var der også efter pausen - trods AaB's anstrengelser for at få indflydelse på hændelserne. Ja, der kom mere energi fra Aalborg-benene, men rykke magtbalancen kunne det jyske hold ikke. Det havde AaB som mandskab - som man præsenterede sig denne søndag - ganske enkelt ikke kvalitet til. Hjemmeholdet havde Poul Hübertz som enlig angriber - og det var ikke nok. Slet ikke, når folkene i andet geled i høj grad 'underpræsterede', som eksempelvis Matthias Lindström. Jeg har set ham levere nogle fremragende præstationer, båret af flot teknik og god driblekunst, men denne søndag satte han nærmest ikke en fod rigtig. Stor fysisk indsats Hans modstykke hos FC København, eks-AaB'eren Michael Silberbauer, gjorde det modsatte - ved at sætte begge sine rigtigt gennem 90 minutter. Og ved at vise et engagement og en fysisk indsats, der er med til at forklare, hvorfor FC København og ikke AaB kommer til at holde vinterferie på toppen af landets bedste fodboldrække. En anden 'forklaring' hedder Santos. Han får ikke scoret i hver kamp, men han er så individuelt dygtig og så farlig, at han altid vil suge en del af modstandernes forsvarsenergi til sig - og når han har sine bedste dage, så spiller han på et niveau, hvor Superligaen ikke kan matche hans kvaliteter. Så god var Santos mod AaB. Men han var ikke alene om at være det. FC København leverede en flot indsats, bredt set. Disciplineret og koncentreret - ganske som man kan tillade sig at vente af et tophold.