Målfest i den målfattige liga - 21 scoringer i Champions League

Lyt til artiklen

Inden aftenens kampe i Champions League var der bare scoret 86 gange i 40 kampe. En regulær scoringskrise for den prestige- og pengetunge turnering, som dog fik rettet gevaldigt op på det, da bolden hele 21 gange blev høvlet i kassen i aftenens otte kampe. »Jeg tror, det er lidt tilfældigt, at der ikke er blevet scoret så meget i de første kampe. Det kan godt hænge sammen med, at vi endnu ikke er nået til de runder, hvor holdene er nødt til at satse, fordi de er tvunget til at få point for at komme videre i turneringen«, siger den tidligere landsholdsstjerne og nuværende Champions League-ekspert hos TV 3, Preben Elkjær. »Derudover kan det måske skyldes, at de 'store' angribere ikke er helt i form i øjeblikket. Bayerns Roy Makaay har ikke scoret i syv kampe, og Thierry Henry er lige kommet tilbage efter et par måneders skader, så måske er det lige dem, der mangler at score de sidste ti mål, der kunne bringe snittet op på et mere normalt niveau«, siger Preben Elkjær. Sidste sæson målrig I sidste sæson lå snittet på 2,65 mål per kamp for hele turneringen, hvilket var det sjettehøjeste i Champions League-historien. På den baggrund mener Preben Elkjær heller ikke, at man kan konkludere, at Champions League har udviklet sig i en mere defensiv retning, selv om ligaen p.t. har det laveste gennemsnit nogensinde. »Hvis man skal se på forandringer, er man nødt til at gøre det over tid. Og det er jo ikke, fordi der normalt mangler mål, så jeg tror, det er et udtryk for tilfældigheder«, siger Elkjær, der dog gerne vil medgive, at fodbolden har forandret sig, siden han selv var på banen. Tættere opdækning Først og fremmest er langt de fleste hold gået fra mandsopdækning til zoneforsvar, ligesom spillerne er langt mere løbestærke. »Opdækningen var meget tættere dengang. Vi havde jo en spiller, som fulgte os over alt på banen, omvendt kan man sige, at kunne man komme forbi den her spiller, så var der plads. I dag er det hele holdet, der forsvarer - kommer man forbi en mand, så står der en ny, fordi man kommer ind i hans område, og det betyder, at man skal løbe vanvittigt meget, hvis man skal skabe plads«, siger Preben Elkjær, der dog ikke mener, at forandringen i spillet nødvendigvis er af det dårlige. »Det er fint nok. Spillet skal udvikle sig - det er ikke blevet kønnere af, at vi har fået så mange, som kan løbe, omvendt er det heller ikke blevet grimmere. Det er bare noget andet, og sådan skal det være«, siger den tidligere stjerne. Danskere deltog i målfest I aften var det så blandt andet op til tre danskere hos Schalke 04 at få gjort op med den miserable statistik. For i Istanbul var både Christian Poulsen, Ebbe Sand og Søren Larsen i startopstillingen, da Schalke skulle forsøge at få tre vigtige point ude mod Fenerbahce. Og selv om ingen af de tre danskere kom på tavlen, så blev det en underholdende og dramatisk kamp i Tyrkiet, hvor hele seks mål var med til at hæve gennemsnittet. Schalke satte sig hurtigt på opgøret, men måtte alligevel lide den tort at komme bagud efter et lille kvarter, da det tyske forsvar tog sig en blunder, så Fabio Luciano kunne heade tyrkerne foran. Sand udskiftet Den stilling holdt til pausen, hvor Ebbe Sand blev udskiftet tilsyneladende med en brækket næse. Det afholdt dog ikke kampen for at eksplodere fuldstændig. Med to mål af Lincoln på tre minutter var Schalke pludselig i front og styrede fuldstændig begivenhederne. Men endnu en blunder i Schalke-forsvaret betød, at Fenerbahce kom tilbage, inden Champions League-historiens største målmandsdrop var med til at sende Schalke på 3-2. Målmand Volkan sparkede ganske enkelt forbi bolden i en upresset og ufarlig situation, hvorefter Kuranyi kunne score et af de letteste mål i sin karriere. Favoritter sejrede Dermed lignede det en afgørelse, men bare to minutter senere nåede Christian Poulsen ikke frem til Appiah, der fra kanten af feltet kunne udligne til 3-3. I det hele taget var der masser af mål. Hele 21 i de otte kampe, hvor det blev til favoritsejre til både Real Madrid, Chelsea og Lyon, mens Milan skuffede ved at spille 0-0 hjemme mod PSV. De 21 mål betyder, at gennemsnittet nu er på 2,23 scoring per kamp.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her