Det hollandske fodboldforbund (KNVB) annullerer det røde kort, som onsdag blev tildelt målmand Esteban Alvarado fra klubben AZ Alkmaar.
Alvarado fik det røde kort af dommer Bas Nijhuis under en kamp mod Ajax, hvor han sparkede en 19-årig tilskuer ned. Det skete, efter at den 19-årige var løbet ind på banen og havde overfaldet målmanden.
Sent torsdag meddelte KNVB, at Alvarado kan se bort fra det røde kort og lægger vægt på omstændighederne forud for den voldelige handling.
Tilskuerangreb, spark og rødt kort: Ajax-kamp ender i kaos»Målmanden blev angrebet uventet, og derfor vurderede anklageren, at hans sindsstemning forårsagede hans reaktion over for overfaldsmanden«, skriver KNVB ifølge Reuters.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Dommer Nijhuis har forsvaret sin beslutning, men fra flere andre sider har der været forståelse for Alvarados reaktion.
»Måske ville jeg have gjort det samme, måske ikke«, siger Ajax-træner Frank de Boer ifølge Reuters.
Også den hollandske spillerforening har forsvaret målmanden. Formand Danny Hesp fremhæver, at Alvarado forsvarede sig selv og har gjort det klart, at foreningen ikke kan acceptere det røde kort.
Justitsminister blander sig
Sågar Hollands justitsminister, Ivo Opstelten, har udtalt sig om sagen. Han kalder tilskuerens handling for »modbydelig« og mener, at »fjolser og knoldhoveder ikke hører hjemme på banen«.
Ministeren mener også, at træner Gertjan Verbeek fra AZ Alkmaar handlede rigtigt, da han beordrede sit hold ud af banen som følge af dommerens røde kort.
At »gribe ind øjeblikkeligt; det varmer mit hjerte«, siger ministeren ifølge Reuters.
Mulig omkamp
Verbeeks beslutning om at trække sine spillere fra banen betød, at kampen endte brat i 36. minut, da Ajax førte 1-0.
Det er op til fodboldsammenslutningen KNVB at afgøre, om kampen skal spilles om, eller om sejren skal tilfalde Ajax, og den beslutning ventes snart, lyder det.
Direktør: Tilskueren hader Alvarado
Ajax-direktør Jeroen Slop undskylder for hændelsen, der foregik på Ajax' hjemmebane.
Ifølge Reuters hævder direktøren, at den 19-årige tilskuer »havde gjort det klart, at han afskyr AZ-målmanden, og at det er derfor, at han angreb ham«.
LÆS MERE
Ajax vil straffe baneløber hårdtPolitiet har anholdt den 19-årige baneløber og sigter ham for overfald.
fortsæt med at læse




























