Hammarby har været min klub, siden myten om ’Bajen’ engang drog mig. En massiv opbakning har i generationer forædlet klubbens særidentitet som meget mere end fodbold. Og næsten uden titler overhovedet.
På Södermalm i Stockholm simrer bydelen af den stemning, som omgærder Bajen. Den gamle arbejderbydel og -klub er ren symbiose. Også efter bydelens forvandling til hipt middelklassemiljø.
Det er typisk Bajen at forholde sig ironisk til tilværelsen. Fanklubbens logoer er to Storm P.-lignende figurer med navne, jeg vil oversætte til ’Bumsen og Barylen’. Det er klubben for drukmåse, arbejdere, popsangere og bohemer. Og også de forlorne af slagsen.
Kald det stolt taberidentitet. I et århundrede vandt klubben intet, og da det skete, kom titlen uventet. Mange tippede Hammarby som nedrykningskandidat, da 2001 begyndte. Og inden sæsonstart havde ledelsen fyret træner Sören Cratz med virkning fra årets udgang, fordi man så et lys i afløseren Anders Linderoth.
Men inden Linderoth tog over, vandt Cratz og Bajen helt sensationelt sverigesmesterskabet. Og så troede man, at klubben gik en gylden fremtid i møde.
Linderoth skuffede dog som træner, og det sportslige forfaldt langsomt som de sprukne bænkebrædder, tilskuerne på Söderstadion sidder på. Og i 2009 gik alt galt. Holdet forblødte med ustandselige nederlag og rykkede ned.
Efter to sæsoner i den næstbedste række er klubben langtfra tilbage. I sidste runde af 2011-sæsonen var man tvunget til sejr for at undgå livstruende kvalifikationskampe. Der stod 0-0, da kampuret passerede 90, og på små stilladstribuner i skånske Ängelholm stod medrejsende fans og drømte stygt om nedrykning.
Men så sendte Sebastian Bojassén med en kontrolleret inderside en hjørnesparksbold stille og behersket i mål. I absurd kontrast til den primalskrigsforløsning, som ramte hele Bajen-folket.
Og sådan et mirakel oplever klubben cirka en gang hvert tiende år. Som i 1989, da Hammarby vandt 6-0 ude over Karlstad og kun akkurat sikrede sig oprykning med en bedre målscore. Det er disse mirakler, som sammen med fællesskabet på Södermalm holder den skrøbelige klub på benene. Og gør det så charmerende, at selv en nordjyde blev fænget af myten om klubben, som vinder mere indadtil end udadtil. Midt i suppedasen mobiliserer fanklubben som aldrig før og er Sveriges suverænt største. Tusinder af fans mætter med brændende entusiasme det faldefærdige Söderstadion med stemning.
Et nyt ’Söderstadion’ med plads til 30.000 tilskuere opføres nu på nabogrunden og skal stå klar i 2013. Jeg frygter, at den særlige magi og fortættede atmosfære går tabt. Men er overbevist om, at Bajen-ånden vil overleve i folkedybet. Den bedste spiller på holdet lige nu er målmand Johannes Hopf, som har holdt Hammarby inde i mange svære kampe. Den hidtil vigtigste spiller i klubbens historie er landholdsstjernen og Italiensproffen Lennart ’Nacka’ Skoglund, der som utilpasset fodboldpensionist døde i 1975. Hvert år på juleaftensdag – Nackas fødselsdag –- fejres han af Bajen-folket ved sin mindesten i Stockholm. På holdet kunne vi godt bruge en rutineret forsvarsstyrmand, som holder enden over vandskorpen. Kjetil Wæhler, som Göteborg hentede i AaB, kunne Hammarby sagtens have brugt. Den bedste træner gennem tiderne er Sören Cratz. I 2001 fik han det absolut bedste ud af et undertippet hold og gjorde det med gnistrende arbejdsfodbold. Den bedste kamp, jeg har set med min klub, er den 4-1-sejr i Kalmar, som i en kvalifikationskamp i 1994 sikrede Hammarbys liv i Allsvenskan. Den første fuldlængdekamp, jeg havde mulighed for at se på tv. Men også den tabte pokalfinale i 2010 mod Helsingborg gjorde mig stolt. I næste kamp møder vi hjemme nedrykkerne fra Halmstad i premieren 9. april. Med den traditionsrige åbningsmarch, som går gennem Södermalms hovedgade og ud til Söderstadion.
