SSC Napoli har været min klub siden sæsonen 2005/2006, hvor jeg flyttede til den syditalienske kystby med de charmerende små, rustikke sidegader og stolte fodboldhistorie. 17 år før min ankomst havde Napoli fejret sin første og indtil videre eneste fodboldmæssige succes på den europæiske scene, da de over to kampe besejrede Stuttgart i Europa Cup-finalen med cifrene 5-4. På det tidspunkt talte holdet verdenstjerner som brasilianske Careca og ikke mindst argentinske Diego Armando Maradona.

Napoli anno 2005/2006 var dog ikke længere nogen fodboldmæssig stormagt, da jeg ankom til byen. Et par år forinden var klubben blevet erklæret bankerot med en gæld på omkring 500 millioner kroner, og Napoli var på daværende tidspunkt placeret i den tredjebedste italienske række, Serie C2. Heldigvis havde den flamboyante filmproducent, Aurelio De Laurentiis, tilført klubben en økonomisk saltvandsindsprøjtning, og Napoli rykkede derfor op i Serie B samme år, som jeg ankom. Kærligheden til fodbolden var intakt i Napoli, og trods sin placering i Serie C2 havde klubben det tredjehøjeste tilskuergennemsnit i hele Italien det år (51.000).

Siden da har alt har været en dans på roser for de azurblå. Det blev kun til et enkelt år i Serie B, før turen gik videre til den bedste italienske række, hvor man allerede i første sæson sikrede sig deltagelse i Uefa Cup.

Den bedste mand gennem tiderne er – trods Maradonas fortid i klubben – ikke en spiller, men derimod præsidenten Aurelio De Laurentiis. Trods sin kontroversielle væremåde er han en stjerne blandt napolitanerne. Han har ikke blot genrejst holdet fra asken; han har gjort det med manér. På fem år er holdet gået fra Serie C2 til Champions League, og i mellemtiden har præsidenten lokket stjerner som Marek Hamsik, Ezequiel Lavezzi og uruguayanske Edinson Cavani til klubben.

Den største profil på holdet er den nyslåede landsholdsspiller, Lorenzo Insigne, der især vækker begejstring qua sit napolitanske ophav. Det er os mod dem – nord mod syd – så spillere af lokal herkomst er helte på et niveau, der overskrider ens moderate, danske forventninger.

På holdet kunne vi godt bruge en ledertype. Anfører og midterforsvarer Paolo Cannavaro er vital for holdets moral, men mangler desværre de tekniske kompetencer til at binde holdet sammen på banen. Inden forrige sæson blev den boldstærke midtbanespiller, Gökhan Inler, købt til at varetage rollen som taktisk leder, men desværre har han ikke formået at leve op til de høje forventninger. En Ballack-type, der kan kombinere teknik, vildskab og overblik, er ønsket, men desværre endnu ikke fundet.

Bedste træner gennem tiderne er toscaneren Walter Mazzari. En halv sæson og to trænerfyringer efter afskeden med Uefa Cup tog han over og brugte kun halvandet år på at bringe klubben tilbage i det fineste europæiske selskab, Champions League.

Med 70.000 vanvittige fans i ryggen og en omgang effektiv kontrafodbold overraskede Napoli de fleste ved at gå videre fra gruppespillet, på trods af modstandere som den senere finalist Bayern München og nyrige Manchester City. Det blev ikke til mere end første knockout-fase, hvor de senere vindere fra Chelsea, på trods af en fremragende hjemmebanesejr, viste sig som en for stor mundfuld for de provinsielle napolitanere.

LÆS ARTIKELNapoli-bøller angriber svenske fodboldfans