Sheffield Wednesday har været min klub siden sæsonen 1992/93, da Wednesday var kendt som De Britiske Øers bedst spillende fodboldhold og nåede - og tabte - begge cupfinaler til Arsenal. Det er egentlig meget naturligt, det skulle begynde med Wednesday: Fodboldens vugge stod i Sheffield, verdens ældste hold (Sheffield FC) er fra byen, og Wednesday er den 5.-ældste ligaklub.
Klubben er nr. 11 på alle tiders liste over Englands bedste i øverste række (og kun 11 klubber har spillet flere sæsoner der) og nr. 13 på listen over vundne titler. Wednesday er altså et af de store træer i skoven, selv om klubben ikke er særlig kendt herhjemme. Wednesday oser af ægte engelsk fodboldkultur, fra da mor var dreng, og er den direkte årsag til, at jeg nu har flere gode venner i England.
Den bedste spiller gennem tiderne er historisk set Derek Dooley - angriberen, der scorede flere mål, end han spillede kampe, men hvis karriere med ét tragisk endte med et dobbelt benbrud, og efter koldbrand måtte benet amputeres. I nyere tid ligger et navn som Chris Waddle lige for. Han var med sin teknik og spillelyst personificeringen af Wednesdays fantastiske hold i de tidlige 90’ere, der i 1992 som nyoprykker endte som nr. 3, 7 point fra mesterskabet.
