Min klub: Send flere penge - krise efter krise har præget klubben siden nedrykning

Lyt til artiklen

Port Vale har været min klub, siden jeg en vinterlørdag i 1988 som 11-årig fodboldelskende dreng sad foran tv og så FA-cupkampen mellem Port Vale og Tottenham. Vale fik en tidlig 2-0-føring mod de regerende FA-cupmestre, og jeg levede mig mere og mere ind i dramaet. Jeg havde aldrig før hørt om klubben med det lidt pudsige navn, og Vale-heltene fra 3. division, der til sidst vandt kampen 2-1, var fra den dag mine favoritter.

Den bedste spiller gennem tiderne er Roy Sproson. Han spillede 842 kampe for Vale i glansperioden i 1950’erne og frem til de magre år i starten af 1970’erne. 842 kampe er også en klubrekord, som nok vil bestå til evig tid. Sproson var anfører i det meste af sin karriere og var en forsvarsspiller med både stål og stil. Blot 2 gule kort i over 20 sæsoner fortæller lidt om hans fodboldhjerne.

Den største profilpå holdet er Tom Pope, der har været Vale-fan hele sit liv. Han havde mange sæsoner i naboklubben Crewe, inden han blev solgt til Rotherham. Der blev han aldrig nogen succes, chikaneret af fans og med blot 4 mål i 53 ligakampe. Han fik lov til at gå gratis til Port Vale og scorede frækt nok 4 mål i Vales 6-2-sejr over oprykningsfavoritten Rotherham i september i år.

På holdet kunne vi godt bruge flere penge. Krise efter krise har præget klubben siden nedrykningen fra 1. division i 2000. Klubben har været under administration to gange, men nu har en ung forretningsmand set potentialet i klubben. Paul Wildes, som han hedder, er Sheffield Wednesday-fan, og Vales eminente manager, Micky Adams, er Sheffield United-fan, så jeg håber ikke, følelserne kommer i vejen for det professionelle samarbejde.

Bedste træner gennem tiderne er John Rudge, der var manager 1983-1999. Cup-sejren over Tottenham var starten på en god periode for klubben. Rudge førte den op i den næstbedste række i starten og i slutningen af 1990’erne. I midten af årtiet var Vale tophold i den tredjebedste række, hvor klubben havde mange intense dueller mod byrivalerne Stoke City. Og hvad laver John Rudge i dag? Han er en af hjernerne bag Stokes comeback i engelsk fodbold, og han har været fodbolddirektør siden 1999.

Den bedste kamp, jeg har set, er dramaet mod Tottenham. Den holder den dag i dag – selv på dvd.

I næste kamp møder vi Sheffield United i FA-cuppens 2. runde. Det bliver en emotionel oplevelse for Vales manager, Micky Adams, som har været SUFC-fan hele livet. Og lige meget hvad resultatet bliver i morgen, Vales vigtigste mission i denne sæson er oprykning til League One. Det ser ikke så værst ud. Kig på tabellen. Up the Vale!

Ugens skribent, Ragnar Lundø, er webredaktør

_______________________________________________________________________

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her