Måske er Frank Arnesen lige den mand, der kan ’redde’ Nicklas Bendtner og styre landsholdsangriberens klubkarriere ind på ret kurs, få det allerbedste ud af hans åbenlyse kvaliteter som fodboldspiller til gavn for ham selv og det danske landshold, og som en ’reservefar’ bidrage til at udvikle, modne og ’skole’ ham som person. Det ville – kan man med kendskab til Frank Arnesens enorme erfaring i fodboldbranchen og menneskelige egenskaber sagtens spekulere i – være lykken for Bendtner, hvis den danske sportsdirektør i Hamburger SV tog telefonen og ringede op med tilbuddet: »Nicklas, kom til Tyskland og lav en treårig kontrakt med os«. Opførsel bør følge normerne Landsholdet er lukket land for Nicklas Bendtner det næste halve år. Efter at det står klart, han vil blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven, har DBU sendt ham i tænkeboks og givet ham en kold skulder. På tide, mener mange givetvis. Fodboldforbundets holdning er, hedder det i en udtalelse, »at enhver landsholdsspillers opførsel som minimum bør være i overensstemmelse med samfundets regler og DBU’s normer og værdier«.
LÆS ARTIKEL DBU sender Bendtner seks måneder i skammekrogen
Derfor har man bedt Bendtner nøje overveje, »om han på et tidspunkt igen vil kunne leve op til de forventninger, DBU og offentligheden har til ham som person og landsholdsspiller«. Når Morten Olsen atter anser Bendtner for sportslig aktuel for VM-holdet, vil DBU tage en snak med ham og afgøre, om man vil have ham til at spille for Danmark igen.
Tilbage 6. september
»Vi ønsker for nuværende Nicklas Bendtner al det bedste med sin genoptræning og fortsatte karriere på klubplan«, lyder en DBU-hilsen.
Han vil kunne gøre comeback mod Malta 6. september. Måske spiller han i Bundesligaen til den tid? Vi ved, at Frank Arnesen har været meget interesseret i at få Bendtner. Det lykkedes ikke at lokke ham til Tyskland i sidste år. Manden, der har kontrakt med Arsenal til sommeren 2014, ønskede at komme til en Champions League-klub. Det blev Juventus, som har fået meget lidt ud af den høje dansker på banen og nu givetvis er godt træt af ham, efter at han i bil kørte mod færdselsretningen i det indre København og blev anholdt for spirituskørsel. Lykkelig må han være for, at den uansvarlige handling hverken påførte skader på ting eller mennesker. Arbejdsgiveren er blev snydt Når man er professionel sportsmand i en genoptræningsperiode, og det forventes, at man opfører sig og lever sundt og fornuftigt og med professionel attitude koncentrer sig på at blive arbejdsduelig snarest mulig, er det aldeles usmart og diskvalificerende, hvis man slider mere på danseskoene end på fodboldskoene. Og når man er en kendt person (med en kendt skuespillerkæreste), som let bliver opdaget og fotograferet, selv om det er mørk nat, er det dumt, hvis man fører sig meget frem i selskabslivet, når hans klub tror, han ligger og sover, så han kan være frisk til at træne næste morgen. Karriereforløbet ligner Arnesens Frank Arnesen kunne, formentlig, blive en perfekt mentor, inspirator og en vejleder for Nicklas Bendtner, fordi Arnesen har en fodboldhistorisk baggrund, der matcher Bendtners. Frank Arnesen var bare 19 år, da han forlod Fremad og Amager og begyndte som professionel i Ajax Amsterdam i 1975. Frank Arnesen fik en fornem international karriere og blev en af de mest populære landsholdsspillere i 1980’erne. HSV-sportsdirektøren kunne tage fat i kraven på Nicklas Bendtner – der var ungdomsspiller i Tårnby Boldklub og KB, inden han efter at have scoret tre gange på U16-landsholdet skrev kontrakt med Arsenal i sommeren 2004 – og sige: »Hør her kammerat. Vil du udnytte dit talent og potentiale maksimalt, så gør du, som jeg siger. Så skal du være mere ydmyg, tænke endnu mere på, at du er i en holdsport, gøre dig det helt klart, at dine handlinger kan få konsekvenser for andre end dig selv – om det er på eller uden for banen – og fokusere 100 procent på fodbolden og leve derefter«. Han kan være Danmarks bedste Egentlig er det paradoksalt, at et sådant tema er aktuelt for en spiller, der allerede har 55 landskampe på bagen og har prøvet mere end de fleste på fodboldbanen. I Arsenal har han i perioder været en god angriber i Premier League og i Champions League, men Londonklubbens manager Arsène Wenger har nu i tre omgange skilt sig af med danskeren, der har været lejesvend i Birmingham og Sunderland og i denne sæson i Juventus.






























