Messi besejrer japansk robot i tredje forsøg

Lyt til artiklen

Verdens bedste fodboldspiller har andet at se til end score mål i den bedste spanske række og Champions League.

For nylig stod Lionel Messi således ansigt til ansigt med en robotmålmand i forbindelse med et japansk tv-show.

FC Barcelonas lille argentiner, der på grund af en skade ikke spillede i weekenden, har scoret 57 gange i 45 kampe i indeværende sæson, men skulle bruge tre forsøg på at besejre robotmålmanden i den bizarre dyst.

Messi-vikarer scorer fem mål i Barcelona-sejr

Messis første spark i duellen optaget på Barcelonas hjemmebane Camp Nou havde kurs forbi den ene stolpe, men robotkeeperen dykkede flot ned, mens Lionel Messis andet forsøg ramte stolpen.

Tredje gang blev så lykkens gang for Messi, der plantede en hård afslutning oppe i venstre målhjørne, hvor robotten fik lapperne på, men ikke kunne forhindre scoringen, hvilket for alvor fik Messi til at trække på smilebåndet.

Lionel Messis øjeblikkelige kampform er uvis. Argentineren blev skadet i 2-2-kampen mod Paris SG i sidste uge og han er fortsat tvivlsom til Champions League-kvartfinalereturkampen hjemme i Barcelona på onsdag.

Skade sætter stopper for Messis rekordstime

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her