Leeds har været min klub siden sæsonen 1969-70, da det hold, der var blevet engelsk mester for første gang året før, spillede FA Cup-finale mod Chelsea. Efter en imponerende indsats af den lille driblende venstre wing Eddie Gray endte den velspillede finale 2-2, så der for første gang i turneringens historie skulle omkamp til. Den vandt Chelsea desværre 2-1.
DR sendte altid FA-finalen, og jeg kendte kun Leeds fra deres finalenederlag til Liverpool i 1965, og så var de naturligvis mestre. De mest kendte var Jackie Charlton, Billy Bremner og John Giles, men inden længe var folk som Allan Clarke, Joe Jordan, Paul Madeley, Norman Hunter, Peter Lorimer og Eddie Gray på manges læber. Leeds blev kendt som de evige toere, da potentialet ikke helt blev udnyttet, men i the glorious years fra 1965-1975 blev det trods alt til en række trofæer. Jeg glædede mig som ung meget over deres sejre, men led endnu mere i forbindelse med de mange nederlag. Senere nød jeg de gode perioder i begyndelsen af 1990’erne og succesen omkring år 2000.
