Tidligere Superligaspiller Martin Borre (MB) lagde torsdag fra land som vært for Politikens Fodboldmagasin. Med som gæst var blandt andet Superligaekspert Esben Hansen (EH), og de to giver her deres bud på, hvordan forårets Superligaafslutning kommer til at udvikle sig.
Eksperternes Superligastilling
Martin Borre
1. FC Midtjylland
2. FC København
3. Randers FC
4. Brøndby IF
5. AaB
6. FC Nordsjælland
7. Esbjerg FB
8. SønderjyskE
9. OB
10. Hobro
11. FC Vestsjælland
12. Silkeborg
Esben Hansen
1. FC Midtjylland
2. FC København
3. Randers FC
4. Brøndby IF
5. AaB
6. FC Nordsjælland
7. Esbjerg FB
8. SønderjyskE
9. OB
10. Hobro
11. FC Vestsjælland
12. Silkeborg
1. FC Midtjylland
MB: De havde det bedste hold i efteråret og har suppleret med to stærke spillere på de rigtige pladser. I Martin Pusic har de fået en rigtigt dygtig mand til at supplere en skadesplaget Morten Duncan. Og målmandsposten, der kunne ses som deres eneste lidt svage punkt, er blevet forstærket med en svensk landsholdsmålmand i Johan Dahlin.
EH: Jeg tror, FC Midtjylland har lært af sidste års tabte mesterskab. De er mentalt styrket og bedre forberedt, og de kan finde meget motivation og ro i deres oplevelser fra sidste år. De har bedre styr på økonomien og en bedre organisatorisk stamina, hvilket også giver ro. Og så har de rigtigt meget at skyde med offensivt.
2. FC København
MB: Der er langt op, så det vil kræve en enormt stærk stime at nå FC Midtjylland på 1. pladsen, og sådan en stime synes jeg ikke, man kan se noget hold gå ud og præstere i Superligaen. Offensivt er de for afhængige af Nikolaj Jørgensen; han er stadig meget skadet, og uden ham mangler de offensive strenge at spille på.
EH: Der er for langt op for en maskine, der stadig ikke er ret velsmurt. FC Midtjylland skal nok smide point, men det er ikke længere nok, at de dummer sig; FCK skal samtidig vinde næsten alt. Det er meget svært at se dem komme op.
3. Randers FC
MB: Man kan snakke om, at de er meget undervurderede. Det gør de også selv, og det er helt rigtigt. Colin Todd har en evne til at få det bedste ud af sine spillere, og han arbejder med et rigtigt godt sammentømret hold. Og så har de rigtigt solide spillere på nøglepositioner.
EH: Meget stabile. De har en stor trænerkapacitet, der er meget motiverende. Desuden har de en stærk stamme af modne spillere, som gør at bunden aldrig ryger ud. Foråret handler meget om stabilitet - og det har Randers masser af.
4. Brøndby IF
MB: Deres bundniveau fra nogle af efterårets kampe mod for eksempel Hobro og FC Nordsjælland fortæller, at der er ting i kulturen som stadig ikke er stærke nok til, at de for alvor kan levere toppræstationer over en længere periode. De er meget afhængige af nøglespillere som Agger, Kahlenberg og Elmander, som vi har set sidder meget ude med skader. Og så mangler de stadig en målscorer efter salget af Simon Makienok. Jeg er ikke overbevist af Teemu Pukki og Elmander har aldrig vist sig som en rigtig målscorer.
EH: Agger og Kahlenberg er ikke i tilstrækkelig forfatning til at spille alle kampe i foråret, og det er det, Brøndby har brug for. De er ledere, og der er ikke andre spillere, der er klar til at træde ind i den rolle. De vil fortsætte med at være ustabile.
5. FC Nordsjælland
MB: Jeg er ikke overbevist om deres stabilitet og styrke i holdet. Grunden til, at jeg stadig har dem så højt, er grundet deres offensiv med Uffe Bech og Joshua John, som holder noget af det højeste niveau i Superligaen.
EH: De skulle omstille deres hierarki efter Stockholms afgang, og nu skal de igennem det igen efter Anders Christensen. Det bliver spændende at se, om Hans Mulder kan overtage dirigentstokken, men under alle omstændigheder kommer de til at mangle danske spillere, der kender klubben og kan gå forrest. Jeg tror meget på deres træner, men jeg tror ikke, de kommer ikke til at kunne holde deres placering.
6. AaB
MB: Det pres, der lå på dem som regerende mestre, er væk nu. Nu har vi nået foråret, og alle har indset, at de ikke er mesterskabskandidater, så de kan på en måde gå gratis ind til foråret. Uden nødvendigvis at komme helt op og ringe igen, så tror jeg på, at de kan levere et rigtigt fint forår.
EH: De er en detroniseret doublevinder, og alle ved det efterhånden. Der er ikke det samme pres længere, så jeg tror, de får et fint forår. Deres sidste forår med Kent Nielsen vil give holdet motivation og energi.
7. Hobro
MB: Overlever kun lige akkurat. Hvis der er nogen, FC Vestsjælland skal hænge deres hat på i forhold til overlevelse, så er det dem. De er færdige med at overpræstere, og nu er det jomfruperioden ovre. Det er blevet hverdag i koldt vejr og på dårlige baner, og så kan det være svært fortsat at levere det overmenneskelige.
EH: Jeg tror på, at de har nok til at overleve. De har et stærkt hierarki med stærke ledertyper suppleret med de profiler de har hentet til, så de har nok både i grundsubstans og på individualistsiden til, at de kan få tilstrækkeligt med point. Kan de vinde 5 af de sidste 16, så er det nok. Og det kan de.
8. Esbjerg FB
MB: De har mistet to store profiler i Martin Pusic og Jakob Ankersen, men de har stadig spændende spillere af høj kvalitet. De bør løfte sig højere end den placering, de har nu.
EH: De er traditionelt gode i foråret, men de er også det hold, der har oplevet størst udskiftning henover vinteren. De har mistet nogle markante profiler, men jeg synes, de har fået gode spillere ind som erstatning. Michael Almebäck tror jeg, man vil se er bedre, end man så i Brøndby. Niels Frederiksen er desuden en god motivator at have i slutfasen af en sæson.
9. SønderjyskE
MB: Det bliver den samme sang som altid. De ved bare, hvad der skal til i foråret. Det er et stabilt og solidt hold, der sikkert ikke kommer til at lave de vilde resultater, men som jeg tror vil styre sikkert uden om nedrykningskampen.
EH: Der er tre ord, der kendetegner SønderjyskE. Stabilitet, stabilitet og stabilitet. Det er voksne, rutinerede mennesker, der ved hvad det her handler om. Marvin Pourié bliver en af forårets helt store profiler.
10. OB
MB: De har fået to gode offensivspillere ind i Thomas Dalgaard og Kenneth Zohore. Det kommer til at tager en del pres af Rasmus Falk og Emil Larsen, så de bedre kan folde sig ud som de dygtige spillere, de er. Det kunne godt blive udslagsgivende for deres forår.
EH: De skal nok klare sig. Det bliver næppe spektakulært, men de kommer ikke i problemer. Og så står de ellers med den helt store opbygning til sommer, når Kent Nielsen skal i gang. Lige nu har de kun et halvt år tilbage med Ove Pedersen, og det kommer også til at give noget energi.
11. FC Vestsjælland
MB: De rykker ned, og det er simpelthen et kvalitetsspørgsmål. De overlevede sidste år på at parkere bussen. I år vil de udvikle deres spil til noget mere end det, og de har bare ikke kvaliteten til at få nok point hjem på den måde.
EH: Det er Hobro, de kommer til at skulle hente, og der er 6 point op lige nu. Det er langt for et hold, der kæmper om nedrykning. Traditionelt er det også ualmindeligt svært at skulle gå forbi fire klubber, så de skal bruge en stime af sejre, hvilket også er noget, bundhold sjældent rammer. Al statistik er imod dem.
12. Silkeborg
MB: De scorede 8 mål i et helt efterår, og de har ikke forstærket sig henover vinter. De er helt generelt bare ikke et hold med klassen til at spille med i Superligaen.
EH: Det er en done deal, og det har de også selv accepteret. De har taget den økonomiske indsprøjtning, et år i Superligaen sandsynligvis har været, og nu kan de komme tilbage i 1. division og regruppere. For de mangler rigtigt meget. De skulle nok slet ikke have været oppe til at starte med, og så er det egentlig fair nok, at de trækker stikket og accepterer nedrykning med det større perspektiv for øje.
fortsæt med at læse




























