FC København vil altid være favorit i en pokalfinale – fordi de spiller den på hjemmebane i Parken. Det gør de for 10. gang Kr. Himmelfartsdag, 14. maj, mod FC Vestsjælland, det nedrykningstruede bundhold fra Slagelse, som aldrig før har spillet en så stor kamp.
Til trøst for vestsjællænderne: FCK har ’kun’ vundet fem af ni finaler. 5-0 over AB i 1995, 2-0 over Ikast i 1997, 1-0 over AaB i 2004, 1-0 over AaB i 2009 og 1-0 over AC Horsens i 2012. Og FC Vestsjælland-spilleren Peter Nymann var med i OB-truppen, da fynboerne i 2007 blev pokalvindere med en 2-1-sejr over FCK, så han ved, hvordan det skal gøres.




























