Nils Nielsen er ikke under lige så stort pres som Morten Olsen, der skal leve op til Fodbolddanmarks forventninger om, at vi skal med til 2016-slutrunden med 24 deltagere i Frankrig. Men manden, der er træneransvarlig for kvindelandsholdet, ved, at det vil være en kæmpeskuffelse, hvis det ikke lykkes at få Danmark med blandt 16 hold til kvindernes EM-finalestævne i 2017 i Holland.
Alle regner med, at Sverige og Danmark skal kæmpe om førstepladsen i kvalifikationsgruppen, og de to hold mødes på tirsdag i Göteborg. Generalprøven gik fint for danskerne i Viborg, hvor Moldova var en modstander, som ikke på nogen måde kunne skræmme hjemmeholdet. Det var fra start kun et spørgsmål om sejrens størrelse. Den kom til at lyde på 4-0 og kunne og burde have været større. Der var chancer nok til en kæmpesejr.




























