Tilnavnets oprindelse er let at forstå. Carl Vilhelm Hansen voksede op på Østerbro i begyndelsen af 1900-tallet og løb ud til kunderne for sin far, der var skomager. Derfor blev den lille hurtige dreng kaldt Carl ’Skoma’r’ og havde dermed allerede i en tidlig alder tilegnet sig kælenavnet, der stadig har en ganske særlig plads i dansk fodboldhistorie.
Han spillede som så mange drenge fodbold på gaden og siden på Fælleden for Ydun og ØB, inden topklubben B 1903 bød talentet velkommen. Carl ’Skoma’r’ Hansen debuterede i 1914 som 16-årig på førsteholdet og blev 4 år senere landsholdsspiller med 2 mål i debutkampen mod Sverige. Angriberen blev udtaget til det danske OL-hold i 1920, men nåede aldrig at komme i kamp – angiveligt fordi han tillod sig at bestille morgenmad på værelset i Antwerpen uden forudgående aftale med DBU, der satte ham af som disciplinær straf. Danmark tabte 1-0 til Spanien og var så ude af turneringen.




























