Åge Hareide har noget at leve op til, når han starter som Morten Olsens efterfølger med hjemmekampen mod Island. Da Olsen havde overtaget ansvaret for landsholdet efter Bo Johansson i 2000, spillede Danmark ti kampe i træk, før det første nederlag kom i en venskabskamp i Frankrig. Morten Olsen, med Michael Laudrup som et kæmpenavn i assistentrollen, fik succes med det samme ved at føre landsholdet til VM i 2002 i Japan og Sydkorea. Og – han vandt alle sine seks kampe mod Island.
For den erfarne nordmand er det vigtigt, at han og spillerne kommer i gang med gode præstationer og resultater, Han skal helst hurtigt overbevise skeptikere om, at han er den rette mand til landstrænerjobbet. Og landsholdet skal blive et vinderhold og skabe begejstring og optimisme i Fodbolddanmark og få fuld opbakning på vejen mod VM 2018.




























