I går kunne fodboldfans over hele verden læse nyheden om, at fodboldlegenden Johan Cruyff var afgået ved døden efter længere tids kamp mod en aggressiv lungecancer. Og i dag dominerer den legendariske 'nr. 14' avisforsider og sportssektioner i hele Europa. En blanding af både sorg og beundring præger reaktionerne.
Således kunne spanske fodboldentusiaster vågne op til den store sportsavis Marcas forside med ordene 'El Genio Que Reinventó El Fútbol'. Geniet, der genopfandt fodbold. Over overskriften svæver et portræt af den nu afdøde hollænder. Franske L'Equipe leverede en forside i samme dur - 'Il Etait Le Jeu'. Han var spillet. Hollandske De Telegraaf har dedikeret hele forsiden til et billede med Cruyff i den orange trøje og det ikoniske nr. 14 på ryggen.


























