Hvem der var skyld i, at vi for nogle uger siden måtte være vidner til ’seriøse’ spekulationer i medierne om, at Åge Hareide skulle overveje, at Nicklas Bendtner kunne komme på tale til et landsholdscomeback i juni, er ikke til at vide. Og også lige meget nu. For det var da en vanvittig tanke, at en mand, der er helt ude af kamptræning skulle spille for Danmark – og det har landstræneren selvfølgelig også gjort helt klart. Nu.
Manden i sin bedste fodboldalder, der må være den i Danmarkshistorien, som har fået mest omtale i forhold til spilleminutter inden for det seneste halve års tid, skal sørge for at komme i form og finde sig en klub, der vil bruge ham. Han skal opføre sig som en professionel sportsmand og vise, at han stadig har ambitioner om at gøre en forskel på banen. Så kan han komme tilbage i landsholdsvarmen.



























