Frederik Rønnow, 4:
Det var en stor dag for Frederik Rønnow, da han onsdag aften debuterede for det danske A-landshold – endda på sin gamle hjemmebane i Horsens, hvor målmanden også er vokset op. I Kasper Schmeichels skadesfravær havde Åge Hareide foretrukket ham frem for Jonas Lössl, fordi nationalmandskabets chef ser Brøndby-keeperen som marginalt bedre med fødderne og til at læse spillet. Vigtige egenskaber mod et defensivt hold som Liechtenstein. Mod en svag modstander var det en let opgave for Frederik Rønnow, der dog præsterede en fin redning sent i dysten. Hans sværeste kamp var vel ret beset mod nerverne, men også den klarede han fint. Til hjemmepublikummets store glæde.
Simon Kjær, 02:
Ligesom Frederik Rønnow var Simon Kjær også på en slags hjemmebane i Horsens – landsholdets nyudnævnte anfører stammer fra den lille forstad Lund. Og mon ikke forsvarskæmpen primært vil huske kampen mod Liechtenstein for at have været en del af herrelandsholdets første A-landskamp nogensinde i den østjyske by. Hans aktioner på banen var i hvert fald knap så mindeværdige. Det var ikke sådan, at Simon Kjær var decideret dårlig, men mod en svag modstander fik han masser af plads til at føre bolden frem, og den opgave forvaltede han til tider noget usikkert. Han sendt lange tværafleveringer ud af banen, ramte modspillere og driblede en enkelt gang bolden ud af banen. Defensivt var han dog sikker.




























