Når Brøndby Stadion gynger af fodboldfest, tiljubler de gulklædte fans alle hjemmeholdets spillere. Men nogle modtager større brøl end andre – de, der med deres attitude viser, at de vil ofre noget nær alt for klubben. Ofte er det spillere, som har nået førsteholdet via Brøndbys eget ungdomsarbejde, eller som har opholdt sig på den københavnske vestegn gennem længere tid.
»Mange af os holder netop af at heppe på vores egne drenge. Det stammer tilbage fra de tidlige hold i historien, og der er en stolthed over, at vi ikke altid bare har købt os til succes, men dyrket egne talenter og ført dem frem«, siger Sarah Agerklint, næstformand i Brøndby Support.


























