Vi siger så tit, at alle trænere i Superligaen er under stort pres hele tiden. Men det passer jo egentlig ikke. Ståle Solbakken er da ikke presset mere i denne successæson med FCK. Han har jo allerede, kan vi vel godt blive enige om alle sammen, vundet guld igen. Alexander Zorniger er kommet op fra Tyskland og fører Brøndby sikkert til sølvet. Kasper Hjulmand har, overraskende, fået FC Nordsjælland i mesterskabsspillet, og David Nielsen har gjort Lyngbys oprykkere til et spændende hold, der spiller med om bronzen.
Kasper Hjulmand og David Nielsen har holdt FCN og Lyngby væk fra gruppespillene, hvor man risikerer nedrykning. Og det er helt uventet, at deres hold meget vel kan slutte på en placering over FC Midtjylland. Det er stærkt. Jess Thorup derimod må føle sig presset efter endnu et nederlag, så hans FC Midtjylland-hold kun har fået én sejr i de seneste ni kampe. Det er bestemt ikke godt nok.




























