I Randers er de rigtig glade for, at turneringsstrukturen i Superligaen er helt ny i denne sæson. Nu kan kronjyderne drømme om europæisk deltagelse. Ændringen betyder jo, at 7. pladsen kan give adgang til kvalifikationsturneringen til Europa League efter sommerferien. Sådan var det ikke, da turneringen bestod af 12 hold, som spillede 33 runder.
Der er lang vej endnu for Randers FC. En række knockout-kampe venter til sidst i foråret. Men den overlegne 4-0-sejr over OB sikrede for det første kronjydernes forbliven i landets bedste række, og for det andet vil Ólafur Kristjánssons mandskab givetvis vinde gruppespillets pulje 1. Så skal Randers FC møde pulje 2’s nummer 2 i 2 kampe, og vinderen skal ud i yderligere 2, inden en ’finale’ om Europa-pladsen slutter sæsonen. Den spilles mellem nummer 7 og nummer 3 eller 4 (afhængig af pokalvinderen) i mesterskabsspillet.




























