Er fem kampe mellem FC København og Brøndby i løbet af en halv snes måneder for mange? Nej, overhovedet ikke. Opgørene mellem de to bedste hold i Danmark har været højdepunkter i sæsonen, hvor FCK’erne har demonstreret enorm styrke og klasse, kulminerende i den spektakulære 3-1-pokalfinale i Parken.
Ståle Solbakkens mesterspillere – og nu pokalvindere for tredje sæson på stribe, hvad ingen andre har gjort før - og Alexander Zornigers sølvvindere i Superligaen har givet tilskuerne underholdning og drama, spænding og intens fight hver gang. Der har været stor jævnbyrdighed i alle fem kampe, temperament og fantastiske kulisser omkring opgørene, både på Brøndby Stadion og i Parken.




























