Vi glemmer det aldrig. Alle os, der oplevede triumfen i 1992, har så mange dejlige minder fra dengang for 25 år siden, da det danske fodboldlandshold skrev europæisk historie i Sverige. Vi husker begejstringen, glæden og stoltheden, der bredte sig over hele landet, fejringen af landstræner Richard Møller Nielsen og mesterspillerne, der erobrede Europa – og vi ved jo, inderst inde, at det var en enestående begivenhed.
Den flinke svensker Bo Johansson kom til som landstræner og efterfølger for EM-triumfatoren og førte Danmark til to slutrunder. Morten Olsen, anfører på det måske allermest populære hold under Sepp Pionteks ledelse, dirigerede som den længst siddende landstræner Danmark til dobbelt så mange EM- og VM-slutrunder.




























